Coriolanus

Af: Carsten Riis Jensen
Shakespeares teaterstykke om den stolte, men meget lidt folkelige general Coriolanus, omsat til moderne tid.

Den store William Shakespeare har skrevet en lang række tragedier. Tragedierne er, som navnet siger det, tragiske fortællinger om storhed og fald og et studie i verdens ondskab og absurditet.

Shakespeares mest kendte tragedier inkluderer Hamlet, "Macbeth", "Julius Cæsar" og "Coriolanus".

Det interessante ved disse tragedier, og Shakespeares i særdeleshed, er, at de indeholder en unik indsigt i og beskrivelse af den menneskelige natur. Og det vel at mærke en alt andet end optimistisk beskrivelse: Her møder du fornedrede, sårede, ydmygede mennesker. Tragedier i ordets egentligste forstand. Tragedier, kristent og bibelsk set, netop fordi disse mennesker og beskrivelsen af dem i Shakespeares stykker afspejler, hvad Bibelen siger om syndefald, om arvesynd, om hvordan livet ser ud uden Gud.

Historien om generalen Gaius Marcius Coriolanus er ingen undtagelse. Her har du en general, som lever for det, han gør bedst, nemlig at føre krig og være soldat. Som sådan hyldes han af folket, men han er ikke nogen "folkets mand". Han har intet syn for "folket", for almindelige menneskers hverdag og behov, ja, han foragter faktisk folket, og derfor dur han naturligvis ikke som leder. Af samme grund forvises han fra Rom. Men han slår sig sammen med sin værste fjende, general Aufidius, for at hævne sig over byen.

Det er ikke første gang, Shakespeare filmatiseres. Langtfra. Det er heller ikke første gang, at en "moderne" filmatisering vælger at bibeholde det oprindelige Shakespeare-engelsk i dialogen. Det blev gjort i Baz Luhrmanns "Romeo + Juliet" (1996), hvor filmen foregår i et moderne, hipt amerikansk miljø, men hvor dialogen stadig er Shakespeare-engelsk. Det tager tid at vænne sig til, men det hjælper, at skuespillerne er så overbevisende i deres roller. Ralph Fiennes og Gerard Butler gør det rigtig godt og troværdigt i deres roller, og det hjælper på accepten af den gamle/oprindelige dialog.

Filmen er topmoderne og blodig som andre nutidige krigsfilm. Der er ikke sparet på eksplosionerne og blodsudgydelserne, og i visse dele af filmen er stemningen truende mørk. Filmteknisk og visuelt er der ikke noget at komme efter.

Det er der - som jeg skrev indledningsvist - til gengæld, når det handler om selve historien og moralerne. Tragedierne er kendetegnede af et hudløst ærligt syn på, hvordan menneskelivet ser ud uden Gud. Det er ydmygede, sårede mennesker, vi møder i tragedierne – og også i Ralph Fiennes' moderne filmatisering af "Coriolanus".

Heldigvis er der andre, gode historier – virkelige historier – som opvejer tragedierne. I "Coriolanus" er det kampen mellem to grupper, og det er hævnlysten, der er hovedtemaet. Men det er muligt at slippe hævnen. Det er muligt at erstatte had og hævn med kærlighed og tilgivelse. Men ikke uden Jesus. Læs her historien om, hvordan en israelsk og en palæstinensisk soldat blev forsonede.

---