Coraline og den hemmelige dør

Af: Mikael Arendt Laursen
Pas på med, hvad du ønsker dig - alting er ikke helt, hvad det i første omgang giver sig ud for at være!

Coraline er en pige i 10-12-års alderen, der sammen med sine forældre flytter ind i huset Pink Palace. Huset, der rummer flere lejligheder, har nogle ganske besynderlige beboere, og det ligger meget afsides i et goldt landskab. Forældrene er travle forfattere, der slet ikke har tid til at tage sig af Coraline, og hun går derfor på opdagelse i huset og området på egen hånd. Hun finder en lille dør bag tapetet i et af lejlighedens mange rum, og det bliver begyndelsen til et meget besynderligt eventyr!

"Coraline" er en såkaldt stop-motion animationsfilm, hvor dukker fotograferes, flyttes lidt, fotograferes igen og så videre, indtil man har så mange billeder, at de kan sættes sammen til en film med typisk 24 billeder i sekundet. Teknikken resulterer oftest i nogle betagende animationsfilm, som virker særdeles livagtige, hvilket bestemt også er tilfældet her. Instruktøren Henry Selick har tidligere lavet tilsvarende film som fx "A Nightmare Before Christmas" sammen med Tim Burton. "Coraline" foregår da også i et surrealistisk og dystert univers, som Burton er mest kendt for.

Den dystre tone slås an lige fra begyndelsen af filmen, hvor Coraline er på opdagelse i området omkring huset. Hun møder drengen Wybie, som hun får en slags venskab med. De finder en gammel brønd, Coraline får udslæt af at røre ved en giftig vedbend, og hun klasker nogle ret ulækre insekter ihjel med hænderne. Uhyggen er en grundtone fra begyndelsen af filmen, og denne stemning bliver ved til sidste billede. At kalde "Coraline" for en børnegyser er derfor ikke nogen underdrivelse. De mindre børn vil få sig nogle heftige forskrækkelser undervejs, og selv større børn vil ind imellem opleve, at filmen er ganske skræmmende i sin udtryksform.

Samtidig er "Coraline" en flot film. Animationerne er helt fantastiske, og de mange absurde figurer betager en på en helt speciel måde. Besynderlige Wybie, den mystiske kat, de kedelige forældre og de spændende "andre" forældre i parallelverdenen bag den lille dør: Den gakkede hr. Bobinsky, de to virkelig mærkelige teaterdamer Spink og Forcible - intet er normalt, måske bortset fra den meget vellignende New Beetle, som Coralines forældre kører i! Figurerne er ganske enkelt fascinerende at betragte og følge filmen igennem, ja i flere scener udfolder de sig så fantasifuldt, så man har svært ved at holde et lille glædesudbrud tilbage! Og alle kulisser er smukt lavet med fantastiske detaljer, sjove væsner og syrede handlingsforløb. Teknisk set er "Coraline" derfor helt i top. Der er absolut intet at udsætte på selve håndværket.

Handlingen er en mystisk historie om Wybies bedstemors tvillingesøster, der er forsvundet for mange år siden og en mærkelig parallelverden, som til at begynde med ser meget tillokkende ud for Coraline, da hun finder den bag den lille dør. Da hun besøger den første gang, er det en verden, hvor alt er, som det burde være i hendes egen verden sammen med forældrene. Men netop de "andre forældre" i parallelverdenen er det eneste, der med det samme giver én en underlig fornemmelse i maven. For de har knapper i stedet for øjne! Coraline accepterer dette, da alt andet bare er så dejligt. Hendes andet besøg er stadig godt, men her begynder hun selv at se, at det måske ikke er helt så godt, som det burde være. Og tredje gang går det galt. Coralines "anden mor" fortæller hende, at hun da sagtens kan blive hos dem for altid - på én enkelt betingelse! Hun skal have skiftet sine øjne ud med knapper! Her begynder mareridtet for Coraline, og inden filmen slutter, har hun været igennem en frygtelig kamp mod den lede heks - den "anden mor". Hun bliver taget til fange, slipper fri igen og kommer også til at kæmpe for at befri tre spøgelsesbørn og hendes egne forældre. Og det går bestemt ikke stille af!

Mine forbehold over for filmen er meget blandede. Det dystre univers kan man relativt let forholde sig til og vurdere, om man har lyst til at servere for sine egne børn. Men der er nogle småting, som irriterer mig. Teaterdamerne spår i teblade og fortæller Coraline, at hun vil opleve noget frygteligt. Senere optræder de halvnøgne i parallelverdenen i en slags absurdteater, som de færreste børn vil kunne se nogen videre mening med. I den forbindelse siger de til Coraline, at mennesket jo er det øverste dyr - måske en henvisning til evolutionslæren? Så er der spøgelsesbørnene, der senere bliver til en slags engle. Og endelig er der hele kampen om at finde børnenes rigtige øjne og Coralines frygt for at miste sine egne øjne. Jeg er sikker på, at de mindre børn ofte vil holde sig for deres små øjne undervejs!

Når man tænker lidt over filmen "Coraline", kan man godt finde nogle pointer, som man kan bruge til noget i samtalen med børnene bagefter. Coraline er træt af sin egen verden med en travl mor og far og alt for lidt opmærksomhed. Hun fristes til at rejse til en anden verden, hvor alt det, hun er ked af derhjemme, pludselig er godt og sjovt. Men denne drømmeverden er falsk, og den oplevede kærlighed er i virkeligheden ondskab, som truer med at ødelægge hende selv og hendes virkelige verden. I en tid med realityprogrammer i hobetal er det slet ikke fremmed at ønske sig væk fra hverdagens trivielle trummerum og gribe efter stjernerne, men også her vil de fleste opleve kulde og tomhed i stedet for. Coraline er lige ved at miste både sig selv og sine forældre, da den "anden mor" - fristeren - lokker hende med det gode, farverige og sjove. En lille detalje i filmen giver mig lov til at trække en parallel til Bibelens beskrivelse af Satan som fristeren. For Coraline får på et tidspunkt en lille trekantet sten med et rundt hul i som skal hjælpe hende med at finde det sande. Når hun ser gennem stenen, bliver alt det falske gråt, mens det sande (spøgelsesbørnenes rigtige øjne) lyser op i farver. Stenen kan gennemskue det onde. Trekanten med "øjet" i midten er også et symbol på den treenige Gud, som gennemskuer alt ondt i verden. Vurdér selv, om symbolikken kan bære denne fortolkning! For mig gør den langt hen ad vejen, og det gode vinder til sidst … eller gør det?

Alt i alt er "Coraline" en teknisk flot gyserfilm for børn, hvor et fantasifuldt og skræmmende univers danner rammen om en besynderlig historie med en morale, som man nok lige skal grave lidt efter, for at være helt sikker på, at den faktisk er der!

---