Conspiracy

Af: Christian Thomsen
Den 20. januar 1942 mødtes en gruppe højtstående tyske officerer for at diskutere ’jødespørgsmålet’. Her blev nogle af de mest rædselsvækkende og skelsættende beslutninger truffet.

MØDET DER ÆNDREDE HISTORIEN 

I 1942 havde forfølgelse og drab på jøder stået på i flere år. Hitlers tanker om det jødiske folk var blevet implementeret hos mange tyskere og især i den politiske top. Alle var enige om, at de var undermennesker, som ikke fortjente en høj plads i samfundet, men man havde ikke besluttet præcist, hvad der skulle ske for folket som samlet gruppe. Netop det spørgsmål var det eneste på dagsordenen til mødet i Berlin, der senere blev kendt som Wannsee-konferencen. Begivenheden er filmatiseret flere gange, senest i Wannsee-konferencen fra 2022.

Til stede på mødet var ledende nazister og politiske topfolk, og i spidsen var SS-generalen Reinhard Heydrich og dennes højre hånd, Adolph Eichmann. Den virkelige historie om tilfangetagelsen af sidstnævnte fortælles i filmen Operation Finale fra 2018.

Det er overflødigt at lave et detaljeret resume af filmens handling. Det omtalte møde er omdrejningspunktet, og stort set hele filmen foregår i det samme lokale. Heydrich er øverstbefalende og præsenterer en plan, som er udtænkt af Hitler og Göring, og hans job er at få forslaget vedtaget. Planen handler om, hvordan man skiller sig af med jøderne. Detaljerne kender vi desværre alt for godt, men det var her, tankerne om gaskamre og krematorier blev præsenteret og sat i system for første gang.

Når vanviddet bliver almenmenneskeligt
I starten af filmen virker det som en ret ekstrem samtale, de har. ”Hvordan udrydder vi bedst muligt en etnisk gruppe?” Der er forslag om deportering og kastrering, men nogle mener, det er en for langsommelig proces. At slå jøderne ihjel er hurtigere og mere effektivt. Men hvordan? Det er for dyrt at skyde dem alle. Og hvis drabsmetoderne bliver for eksplicitte, kan det være mentalt hårdt for de soldater, der skal udføre gerningen. Stakkels dem.

Efterhånden, som filmen skrider frem, vænner man sig til snakken. Det er ret skræmmende. Teknikaliteter som gastyper, logistik og spørgsmålet om mobile eller stationære krematorieovne bliver debatteret, og forargelsen fortager sig en lille smule, jo længere i samtalen man kommer. Men kun en lille smule og kun et kort øjeblik. For når man kommer til sig selv igen, ser man, hvor grotesk et scenarie det virkelig er. At et helt folk, og i særdeleshed den politiske top, kunne blive forblændet og hjernevasket af én mands vanvid, er stadig skræmmende og uforklarligt. Filmen formår at gøre det vanvittige normalt. De diskuterer folkemordet så naturligt, som hvis de skulle bestemme, hvilken farve væggene skulle males med, og som tilskuer sidder man derfor med en følelse af både forargelse og forundring.

Nuancer på et farveløst lærred
Samtalen, som de har rundt om bordet, er dog ikke kun ensidig. Der er også personer til stede, som har andre ideer end Göring og Hitler. Eksempelvis Colin Firth's karakter, Stuckhart, som er repræsentant fra indenrigsministeriet. Han synes ikke om Heydrichs bestialske ide, men foreslår selv den, i hans øjne, mere humane løsning: kastrering. Der er også andre af de tilstedeværende, som kommer med indvendinger mod planen om gaskamre og afbrænding. På den måde bliver samtalen nuanceret, og så alligevel ikke. For alle er enige om, at jøderne skal forsvinde fra jordens overflade, det er bare metoden, der diskuteres.

Det var ikke meningen, at mødet skulle frem i offentligheden. Alle blev bedt om at brænde deres notater, men et enkelt eksemplar gik ikke op i røg, og det er derfor, vi i dag kender mange detaljer fra Wannsee konferencen. Det kan virke uvirkeligt i dag at se højtstående politikere diskutere udryddelsen af en hel etnisk gruppe. De fleste mennesker kan sikkert blive enige om, at det er et grotesk scenarie. Noget lignende finder dog sted -også i dag. Og utroligt nok er det stadig det jødiske folk, der står for skud. Flere steder i Mellemøsten sidder terrorgrupper, men også folkevalgte politikere, og arbejder på, hvordan man får slettet staten Israel fra verdenskortet. Selvom de to situationer slet ikke er identiske, giver det dog stof til eftertanke.

Når historien fortælles som et kammerspil, afhænger utrolig meget af skuespillernes præstationer. Heldigvis har instruktør Frank Pierson fundet nogle af de allerbedste: Stanley Tucci, Kenneth Branagh og Colin Firth - bare for at nævne nogle. De leverer deres, til tider, vanvittige replikker med en naturlighed, og de finder en god balance mellem vanvid og normalitet.

Filmen kan anbefales til alle, men vil nok særligt være noget for dem med interesse for historie, holocaust og anden verdenskrig generelt.

Kan ses på MAX.

---