Cold Souls

Af: Michael Agerbo Mørch
Paul Giamatti spiller sig selv i denne poetiske science fiction film, hvor han pludselig får mulighed for at oplagre sin sjæl. Men er det helt ufarligt?

Indledningsvis to noter til ovenstående. For det første: Genrebetegnelsen "poetisk science-fiction" er vel ikke en egentlig genre, men det er, hvad Bartes selv kalder filmen i pressematerialet. Derfor for det andet: Overskriften er ikke en parodi på Jesu lidelsesfulde ord på korset, men en seriøs reference til denne film. Sæt i gang …

Paul Giamatti er træt og udkørt. Han har hovedrollen i opførelsen af en moderne fortolkning af Tjekhov's "Onkel Vanja", men har det problem, at han blander sin egen identitet sammen med rollens. Han ender af lidt kringlede veje med at opsøge en klinik i byen, som har den syrede beskæftigelse, at de opbevarer folks sjæle for en tid. Efter seriøse (og humoristiske) spekulationer, vælger Giamatti at indlevere sin sjæl. Han gør dog hurtigt den opdagelse, at dét ikke at have en sjæl er temmelig problematisk: han føler intet.

Nu gennemspiller han godt nok rollen uden følelsesmæssige problemer; men han føler heller ikke noget for sin kone, og det duer ikke. Giamatti vil gerne have sin sjæl tilbage, men det viser sig at være sværere end forventet. For nogle russiske "sjæle-handlere" er kommet i vejen og har stjålet den berømte sjæl (de tror dog, det er Al Pacinos sjæl). Nu går jagten på Giamattis sjæl, som bringer ham hele vejen til en russisk lagerbygning.

Ovenstående er ikke vrøvleri, det er rent referat. Filmen tager virkelig fat om den komplicerede forestilling om, at man kan udtage og oplagre sin sjæl. Det sker med et utal af tragikomiske dryp. Her blot ét eksempel: Da Giamatti har fået suget sin sjæl ud, betragter han den gennem en lille glascylinder. Men Giamatti forfærdes: den ligner fuldstændig en kikært.

Den slags skæve og underfundige jokes vrimler det med i filmen, og det gør faktisk denne dystre historie til en grinebidder. Men det er desværre næsten også det eneste, der redder filmen.

I forhold til, hvor spændende og seriøst temaet er, så ender det med en for stor distance til publikum. Filmen er simpelthen for klumpfodet. Den er meget skøn i sin statur, men den vralter alligevel for meget rundt. Giamatti, der ellers gør et flot indtryk som sig selv, har ikke det nærvær, som skal til. Jeg tror ikke, det skyldes manglende evner hos Giamatti, men det simple faktum, at plottet i filmen er en umulighed. Derved er det også umuligt at vide, hvordan man spiller en sådan karakter. Specielt fordi det i dette tilfælde ikke er pakket ind i science fiction universer, men i en højspændt dagligdag, som lige pludselig får en på gokken.

"Cold Souls" er flot filmet og har nogle syrede træk, så billedet næsten flyder/driver. Det fremmer den surrealistiske fornemmelse, man sidder med.

Det er svært helt at sætte fingeren på, hvad der kunne optimere filmen, men jeg tror måske, at de jokes, der redder filmen, bliver en anelse for bærende. Det er, som om den distance, man i forvejen har til dette syrede plot, bliver forstærket gennem humoren.

Filmen er ellers hverken nyreligiøs eller plat. Den tager seriøst fat på nogle spørgsmål om sjælen og dens betydning for mennesket; men om den er helt teologisk korrekt i sin opdeling af ånd-sjæl-legeme, er jeg ikke i stand til at vurdere. Filmen forsøger heller ikke at give lette svar på sjælens værdi, og det er et kompliment, omend det gør det sværere at forholde sig til filmens livssyn.

Jeg tror denne film vil være et kig værd for rigtig mange, og den sætter nogle tanker i gang om værdien af at være skabt som den, man er. Så se den frimodigt, men forvent ikke at få den store teologiske nyopdagelse ud af det.

---