Coco Chanel & Igor Stravinsky

Af: Michael Agerbo Mørch
Drama om to kunstneriske banebrydere drukner i marginalisering - både indholdsmæssigt og moralsk.

At lave film over bøger er en kendt sag, men for tiden bugner markedet! Snart kommer A Single Man, og vi har allerede set Precious, The Road og Invictus. Her er endnu en film som lægger sig i forlængelse af den tradition. Jan Kounen har brugt Chris Greenhalghs bog Coco og Igor som inspiration og har da også fået assistance til manuskriptet af den oprindelige forfatter.

Filmen behandler et stykke kunsthistorie, som er af nærmest mytologisk art. Desværre er der meget få, som kender baggrundshistorien, og derfor er filmen nærmest umulig at forstå, medmindre man kender de oprindelige detaljer. Igor Stravinsky smadrede hele det fisefine parnas' forståelse af musik med sit nu erklærede mesterværk "Le Sacré du Printemps" tilbage i 1913, hvor dissonante harmonier akkompagneres af dystre rytmer og lette fløjter. Da værket blev opført i Theatré de Champs Elysees, endte det i ragnarok. Folk råbte, skreg, sloges, stredes og mundhuggedes for ingen anede, hvad der skete på scenen. Dansen på scenen var uforståelig, og Stravinsky kæmpede for at få danserne til at holde rytmen til den komplicerede orkestration. Men det var næsten umuligt, da publikum overdøvede musikken.

Alt dette er noget, jeg har læst mig til - efterfølgende! Og jeg gjorde det, fordi jeg ikke fattede de dele af handlingen, som beskriver dette stykke kulturhistorie. Det er næsten umuligt for en ung gut som mig at sætte sig ind i, hvor grænsesøgende Stravinskys musik rent faktisk var.

Selve handlingen er bygget op om det erotiske forhold komponisten Stravinsky igennem en årrække havde til modedesigneren og stilikonet Coco Chanel. Chanel inviterer Stravinsky, hans kone og deres fire børn til at bo i sin villa lige uden for Paris. Her kan Stravinsky få ro til at arbejde, og Chanel kan betaget kigge ham over skulderen. Man lurer straks, at det her går galt. Og ganske rigtigt. Vi skal ikke langt hen i filmen før Stravinsky lader sig lokke af Chanels charme og mystik, og han ender også med at være sin kone utro flere gange - endda mens hun er et andet sted i huset!

Det trekantsdrama er dømt til at gå galt, men midt i al elendigheden ser vi, at kompleksiteterne i forholdet giver en kreativitet i både Stravinskys og Chanels kunstneriske virke. Jeg sad med en ulækker fornemmelse af, at utroskaben blev hyldet som en dynamik, der kan bruges i kunsten. Der er en tendens til, at de små sidespring bliver hyldet i kunsten, men modsat fx Kvinden der drømte om en mand, hvor det alligevel har nogle konsekvenser for hovedpersonen, er disse næsten udeladt her. Det virker for tamt og virkelighedsfjernt.

I filmen virker det, som om Stravinsky ikke kan modstå Chanel, selvom hans egen hustru flere gange konfronterer begge medaffæren. I min optik kan man ikke modsætte sig forelskelsens følelse, men man kan vælge at lade være med at handle på den. Det samme med begæret. Ægte kærlighed kan vælges, og det kan kræve en kamp; men den kamp er slet ikke i fokus i denne film, som giver efter for den lette erotiks mystik.

Mads Mikkelsen er måske Danmarks største internationale stjerne pt., og han leverer en flot præstation, som den fransk-russisk talende Igor Stravinsky. Det er bare lidt ærgerligt, at det skal bruges så ukonstruktivt som her.

Jan Kounen leverer egentlig en flot film, men dens målgruppe er for marginal, og sexmoralen i filmen er i bedste fald håbløs. Desværre.

---