Coco

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Af: 07
13-årige Miguel havner i De Dødes Land, hvor han skal finde sin tipoldefar for at komme hjem igen.

TRUMP VIL BYGGE MUR, PIXAR BYGGER BRO

De seneste år har der været en del negativt fokus på mexicanere, som er blevet fremstillet som kriminelle og snyltende, og Trumps bralren om sin berygtede mur imod Mexico har gjort forholdet nationerne imellem endnu køligere. I det klima kommer Pixar med ”Coco”, der er en varmhjertet hyldest til Mexicos kultur, landets historie og den eksotiske musik, kunst og traditionsrige skikke. Pixars næsegrus beundring skinner klart igennem, og det er tydeligt, hvor meget man har anstrengt sig for at lave en respektfuld skildring af Mexico. Borte er al snak om mure, og i stedet er filmens allersmukkeste syn den bro, som vores hovedkarakter krydser fra Mexico til De Dødes Land.

På jagt efter tipoldefar
13-årige Miguels største ønske er at være musiker, men desværre må han dyrke sin passion i smug, for i hans familie har musik været bandlyst, lige siden Miguels tipoldefar lod familien i stikken for at forfølge en musikalsk karriere. På De Dødes Dag opnår Miguel på magisk vis kontakt til de dødes dimension og møder sine afdøde slægtninge. For at komme tilbage til sin levende familie i Mexico, må han dog finde sin legendariske musiker-tipoldefar, inden De Dødes Dag er ovre, for kun hvis han velsigner Miguel, kan han vende tilbage og selv blive musiker.

Pixars niveauer: God, Coco, bedst
Når Pixar er bedst, leverer studiet historier, der rører både børn og voksne, de angriber store og svære temaer, og de får dig til både at le, hulke og tænke. Er ”Coco” en af Pixars bedste? Der er i hvert fald garanteret familieunderholdning for alle aldre, og man masseres også effektivt, til man til sidst må lade tårerne få frit løb. Og med temaer som død, sorg, mord, tab og demens har Pixar nok engang modigt begivet sig ind på et område, hvor der er noget at lære igennem al humoren og den billedsmukke animation. Historien forfalder dog også visse steder til klicheer, som Pixars bedste film mesterligt ville have undveget, så ”Coco” er ikke blandt eliten af Pixar-film, men selv Pixars næstbedste niveau er bedre end langt det meste, som kommer fra de andre animationsstudier.

Kompliceret historie
Filmen kan godt virke lidt ekspositionstung nogle steder. Der er mange regler, som skal tegnes op om mytologien, forholdet imellem Jorden og De Dødes Land, hvordan forbindelsen mellem disse etableres på De Dødes Dag, hvordan man går i opløsning i De Dødes Land, hvis der ikke er nogen på Jorden længere, som husker én osv. Det kan virke komplekst, men Pixar-folkene er så dygtige fortællere, at man nok skal tro på det univers, der bliver optegnet.

Valget mellem familie og musik
Pixar er ikke kendt for at lave musicalfilm – det er Disneys gebet. Men eftersom musik er Miguels store passion, så er der adskillige sange med i ”Coco”. Det bliver dog ikke en klassisk Disney-musical af den grund. Filmens temaer er familiære bånd og traditioner over for personlige ambitioner og passioner, og på flotteste vis med mexicanskinspirerede sange, blændende smuk animation og et sprudlende karaktergalleri formidles temaerne, som kun Pixar kan det.

Coco vil have dig til at tale om døden
Inderst Inde gav anledning til, at man kunne tale med børn om følelser og tanker, og på samme måde kan ”Coco” give anledning til at tale med børn om, hvad der skal ske efter døden. Fortælle, at døden ikke er enden, men en bro til et andet sted. Skildringen af efterlivet i ”Coco” er eventyrlig, men jo altså ikke bibelsk, så filmen kunne med fordel give anledning til, at man taler sammen om, hvordan vi faktisk tror, der er i efterlivet. Skal vi stavre rundt som skeletter? Nej, vi får kroppe! Skal vi feste, arbejde og være sammen med venner og familie? Ja, det skal vi! Forsvinder vi fra efterlivet og bliver opløst til intet, hvis ingen på Jorden kan huske os? Nej, evigt liv er evigt liv. ”Coco” er en rørende film, fordi død er så grundlæggende og smerteligt et livsvilkår, og netop fordi det er almenmenneskeligt, er det kærkomment med en animationsfilm, der modigt og dygtigt sætter ord og billeder på det og tilbyder os et sprog for at tale om døden og efterlivet. 

---