Cloverfield

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En skildring af nogle meget voldsomme udfordringer, der stilles til nogle unge, der pludselig kastes ud i en kamp på liv og død.

Nogle unge har et party på Manhattan. Venskaber, kærlighed, afsked, spændinger osv. fylder rummene i den store lejlighed sammen med alkohol, musik, latter – og en lidt fjollet fyr, der har fået til opgave at "dokumentere" det hele ved at optage video.

Pludselig sker der en hel masse forfærdeligt på Manhattan, og de unge kastes ud i en fuldstændig anderledes situation. Nu gælder det om at overleve. Og om at vælge: skal jeg bare redde mig selv, eller skal jeg også tænke på de andre? Det hele følges gennem fyrens hjemmevideo.

Virker det?
Havde nogen vist mig plottet på papir, ville jeg tænke: "Det kan der komme en god film ud af." Og der er der da mange detaljer, der egentlig er både godt tænkt og rimeligt udført. Hvorfor fanger det mig så overhovedet ikke? Hvorfor når jeg aldrig at få stemningen ind under huden, så jeg oplever gyset ved selv at løbe rundt på Manhattan i blinkende blå lys, skudsalver og monsterskrig? Måske fordi den ide med videoen alligevel virker kunstig – bl.a. er billedkvaliteten alt for god til en hjemmevideo.

Måske fordi monstrene er – gab! – sådan, som filmproducenterne åbenbart altid køber dem i afdelingen for gys og gru!
Måske fordi filmen er for kort.
Måske fordi der bli'r for lidt skuespil på bekostning af, at det skal se så autentisk ud?

Lysglimt
Det skal dog siges, at der er nogle gode detaljer undervejs – og en ikke helt almindelig afslutning. Og filmen prøver at skildre nogle meget voldsomme udfordringer, der stilles til nogle unge, når de pludselig kastes ud i en kamp på liv og død. Det når ikke de store højder, men det er der da.

---