Click

Af: Mikael Arendt Laursen
Jeg forventede en jævn komedie med lidt for meget plat komik og gode grin. Det fik jeg også, men jeg blev samtidig grebet af filmens klare pointe, som løfter filmen ganske væsentligt.

Nogle gange bliver man positivt overrasket, når en film, man ikke havde de store forventninger til, pludselig viser sig at indeholde et lag, som giver stof til eftertanke. Sådan havde jeg det, da jeg så filmen "Click".

Filmen handler om en almindelig familiefar, Michael Newmann, der har alt for meget at se til på sit arbejde i et stort arkitektfirma. Chefen forventer, at jobbet prioriteres over alt andet – især familien! Og det er naturligvis hverken sundt eller tilfredsstillende. Når naboen oven i købet har det mest irriterende eksemplar af en søn, der nyder at prale med familiens fantastiske nyanskaffelser – og dermed tvære godt og grundigt i familien Newmans middelmådighed – er livet næsten ikke til at klare for den kære Michael. I bund og grund har vi her fat i et tema, der er brugt utallige gange gennem filmhistorien, så det er der ikke meget nyt i.

Afledt af Michaels frustration over, at han aldrig kan finde den rigtige fjernbetjening til sit fjernsyn blandt de mange, der ligger og flyder på sofabordet, tager han en aften ind til byen for at købe sådan en universalfjernbetjening, som kan programmeres til at betjene alverdens ting. Klokken er ganske mange, så de fleste butikker er lukkede, men til sidst finder han en forretning, der sælger udstyr til bad og soveværelse. I sin fortvivlelse går han ind i butikken, som ikke umiddelbart kan hjælpe ham. Men så sker der noget besynderligt. Nede bag i lokalet ser Michael en dør, som fører ind i et baglokale, hvor den noget mystiske Morty tager imod ham. Da Michael fortæller om sit ærinde, modtager han en ganske særlig gave af Morty. En universalfjernbetjening – med tryk på universal! Og trods Mortys (vage) formaninger omkring risikoen ved at bruge fjernbetjeningen, tager Michael den med sig hjem. Hey, den var jo også helt gratis, så hvor galt kan det gå?

Den nye fjernbetjening viser sig at have ganske uventede evner, og selvfølgelig mister Michael efterhånden kontrollen over begivenhederne. Fjernbetjeningen kan ikke bare styre fjernsynet, men også sætte personer på pause, skrue ned for hundens gøen og spole frem og tilbage i Michaels liv. Det med at spole tilbage er relativt uskadeligt, for det er ikke muligt at ændre på det, der er sket. Men det med at spole frem viser sig meget snart at volde store problemer. Til at begynde med spoler Michael hurtigt hen over småskænderierne med konen Donna og de kedelige familiemiddage med forældrene. Og hvorfor gå og vente på den der forfremmelse, når man lige så godt kan skippe et par afsnit af ens trivielle liv og gå direkte til partnerskab i firmaet? Nej, hvorfor bruge tid på alt det kedelige i livet?

Det store problem med den universalfjernbetjening er, at den lærer af brugerens adfærd. Når Michael vælger at skippe skænderierne og ventetiden på den næste forfremmelse, så lagres denne adfærd i fjernbetjeningen. Næste gang et skænderi er under opsejling, springer tiden derfor automatisk videre. Her er et lille skænderi selvfølgelig ikke det værste, men på et tidspunkt går Michael glip af ganske mange år af sit liv, fordi han springer videre til den næste store forfremmelse. Et sådant hop i tiden opleves bare ikke på samme måde af alle andre mennesker. De oplever en Michael, der kører på autopilot, og derfor reelt ikke er herre over sit eget liv. Omvæltningerne er derfor enorme for ham, når han på den måde pludselig er sprunget år frem i tiden. Hunden er død og udskiftet med en anden, faderen dør, uden at han får sagt farvel, og børnene er pludselig voksne. Endnu værre er det, da han opdager, at hans mange år på autopilot har betydet, at hans ægteskab med Donna er gået i vasken. Bortset fra karrieren er alting omkring ham en stor, personlig katastrofe!

Med jævne mellemrum dukker Morty op, når Michael har problemer med at forstå fjernbetjeningens muligheder. Da Michael er ved at fortvivle, og Morty ikke vil hjælpe ham, spørger Michael, hvem Morty egentlig er. Han svarer, at han er en engel… dødens engel (mortis: latinsk ord for døden). Det kan man så spekulere lidt over!

Nu skal jeg nok lade være med at filosofere mere over en komedie, end den kan tåle, men for mig ender "Click" faktisk ud med en meget flot pointe, som jeg sjældent har set så klar i andre film. Og selvom meget i filmen minder mig om, at det ikke er nogen kristen film (så er du advaret!), så kan jeg ikke lade være med at se nogle budskaber, som jeg som kristen har stor glæde af at få serveret. Som mennesker fristes vi hele tiden til at jage efter lykken – en lykke, vi oftest definerer som erhvervsmæssig succes, penge, magt og andre meget menneskelige værdier. Vi er ikke glade for et middelmådigt liv og kan have meget svært forholde os til, at andre har større succes, end vi selv har. Michael fristes til at tage overordnet kontrol over sit liv og ender med at miste kontrollen helt. Jeg tror, at mange af os i nogen grad har det på samme måde som Michael, selvom vi ikke ligefrem har en universalfjernbetjening som hans. Se filmen selv, og nyd dens klare formaning om, at livet leves i nuet, at familien betyder så meget mere end gods og guld, og at det slet ikke er godt for os mennesker selv at bestemme over vores livsforløb! Og bær så over med den til tider meget platte humor …

Manuskriptforfatterne bag "Click" hedder Steve Koren og Mark O'Keefe, og det kommer derfor heller ikke bag på mig, at der kan anes paralleller til filmen Bruce den almægtige, som de også står bag. Også her kommer hovedpersonen i problemer, da han pludselig får magt til at gribe ind i livets gang, og filmen kan ligeledes varmt anbefales!

---