Chocolat

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En enlig mor flytter til en lille, fransk by, hvor hun i fastetiden åbner en chokoladebutik, der ligger lige over for kirken. Det er til fristelse og forargelse for kirkegængerne.

De typiske anmeldelser kalder "Chocolat" en beskrivelse af frisind over for puritanisme, løssluppenhed over for sortsyn, fristelse over for afholdenhed eller new-age over for kirken. Det er alt sammen muligheder. Man er ikke i tvivl om, at instruktøren har lagt budskaber og symboler i filmen. Men de kan tolkes og kan derfor sige noget til folk med forskellige livsholdninger.

Man kan se "Chocolat" uden alle disse overvejelser om fortolkning. Det er en sød og livsbekræftende oplevelse. En lang række fremragende skuespillere sørger for, at man er med hele tiden. Temaer som rodløshed, fordømmelse, hustruvold, fordomme og sladder kunne tyde på en dyster film, men tonen er lys og ind imellem dybt humoristisk uden at blive pjattet. Midt i alt det dystre er det en underholdende feel-good-film.

Den enlige mor, Vianne Rocher (Juliette Binoche), kommer med sin cirka 10-årige datter til den lille, franske by Lansquenet. Greve de Reynaud (Alfred Molina), der har stærke og stolte slægtsrødder i byen, styrer alt med fast hånd - inklusive kirken, hvor han hver uge instruerer den unge præst i søndagens prædiken. I begyndelsen af fastetiden åbner Vianne Rocher (læg mærke til hendes efternavn) en chokoladebutik lige over for kirken. Det virker voldsomt provokerende på greven. Den gennemgående handling i filmen er duellen mellem Vivianne og Reynaud. Det er ikke svært at regne ud, hvem der vinder.

Der er noget eventyragtigt over filmen. Personer og miljøer er tegnet realistisk, men meget er skåret fra. Filmen foregår i 1959, men der er ingen køretøjer ud over en enkelt cykel, som ikke kommer ud at køre. De eneste steder i byen, vi får at se, er kirken, chokoladebutikken, værtshuset, flodbredden og to-tre private hjem. Vinden - især nordenvinden - har en funktion, som varsler af forandring.

Det er nok muligt, at Hallström vil fortælle os, at det moderne frisind vil vinde over den forældede og stive kirke, men som lutheraner, der lægger vægt på en ret forståelse af lov og evangelium, ser jeg et perspektiv mere. Måske kan man et eller andet sted i Frankrig finde en kirke, hvor filmens beskrivelse ikke vil være en karikatur. Men generelt er kirken i "Chocolat" tegnet, så jeg er tæt på at mene, at der ikke er tale om kristendom. Det er lovtrældom af værste skuffe. Uden mindste tegn på medlidenhed eller kærlighed. Kun fordømmelse, snæverhed og snerperi. Jeg kan godt se grev Reynaud som loven, der kan sørge for, at folk lever retlinet efter Guds bud. Men loven kan ikke give glæde og frihed. Vianne repræsenterer evangeliet, der er frihed og glæde - åbenhed og kærlighed. Det, filmen mangler, er at kombinere de to. Den sætter dem op som uforenelige modsætninger, hvor kun den ene kan vinde. Sund kristendom er en god kombination af lov og evangelium.

Filmen kan fint ses i en kristen gruppe. Der bandes ikke ret meget. Der er et par sexscener, men kun diskrete antydninger.

Efter filmen kan man overveje

* Taler filmen sandt om kirken? Findes der en holdning i kirkelige sammenhænge, der svarer til filmens fremstilling af kirken?

* Kan man forstille sig en kombination af grevens vægt på et ordentligt og retlinet liv efter Guds vilje, og så Viannes glæde, nydelse og frihed?

* Oplever vi bagtalelse, snæversind og fordømmelse i vores sammenhæng? Er det godt eller skidt? Hvad kan vi gøre ved det?

* De sejlende sigøjnere bliver mødt med fordomme og afvisning af næsten alle. Handler vi i Danmark på lignende måde over for nogen? Hvem? Er der noget dér, vi som kristne kan gøre anderledes?

I artiklen Spor af livssyn i film omtales livssynet i "Chocolat".

---