Child 44

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Portræt af et angstpræget Sovjetunionen under Stalintiden. Her møder vi et ægtepars sociale deroute, da de og nogle soldaterkammerater falder i unåde hos regimet.

STYRET AF ANGST OG FRYGT 

Vi er i 1933. En dreng stikker af fra et hjem for forældreløse og optages i Den røde Hær under navnet Leo. Som voksen bliver Leo lidt tilfældigt et ikon for den sovjetiske erobring af Berlin i 1945, og dermed en national helt.

I 1953 er Leo (Tom Hardy) gift med Rajsa (Noomi Rapace) og arbejder i Moskva som kaptajn i MGB – den statslige sikkerhedstjeneste. Vi er i den sidste del af Stalins regime. Alle er rædselsslagne for at blive angivet som fjende af staten. Bare ens navn bliver angivet, bliver man tortureret til at "tilstå" og derefter henrettet – oftest bliver hele ens familie henrettet. Vi følger Leo og Rajsas spændingsfyldte liv, først i Moskva og senere, da de kommer i unåde og ryger ned ad rangstigen til de fjerne og kolde egne af det mægtige rige.

To plots
Filmen rummer, så vidt jeg kan se, to sideløbende plots. Det ene har givet navn til filmen. Leo efterforsker en seriemorder, der har dræbt og lemlæstet mindst 44 drenge. Problemet er, at der "ikke findes mord i paradis". Det er en leninistisk parole: det nye samfund er "paradis" og mordere udklækkes ikke i paradis - kun i de onde kapitalistiske lande. Så alle dødsfald registreres som "ulykker", hvilket jo ikke gør Leos efterforskning hverken lettere eller mere populær i ledelsen.

Det andet plot, vi følger, er den gruppe unge mænd, der var med til at indtage Berlin. Fx er Alexei (Fares Fares) nu en nær kollega til Leo i Moskva. Da Alexeis søn myrdes, må han – for ikke at falde i unåde - acceptere, at det er en ”ulykke”. Vasili er en anden af de unge soldater fra slaget om Berlin. Han fremstilles som en kujon i kamp, men til gengæld meget god til at sno sig op igennem MGBs bureaukrati. Hans spidse albuer bliver med tiden en stor trussel for både Alexei og Leo.

En forfærdelig epoke
Det største indtryk gør hverken det ene eller det andet plot, men af den følelsesmæssigt massive skildring af et samfund, der styres af angst. Da filmen kom, blev den forbudt i en del af de tidligere russiske stater, fordi man mente, at den beskrev russere som umenneskelige. Desværre er der jo voldsomt mange kilder, der beskriver Stalintiden som netop umenneskelig. Filmen siger næppe noget om russere generelt, men om alle slags mennesker, der lever under et diktatorisk regime, der styres ved hjælp af angst og terror. Det er vel altid sundt – men ofte en modbydelig oplevelse – at blive mindet om den realitet, at vi mennesker desværre igen og igen skaber samfund, der er styret af angst. Her er det et samfund, hvor "folket/staten" reelt er Gud – så "paradis" skal ikke forstås åndeligt, men som en betegnelse for livet her og nu. Filmen udspilles som sagt i slutningen af Stalintiden og de nye tider derefter, som begynder at kaste lidt forårslys ind over filmens Rusland.

Godt og skidt
Der er mange store og kendte skuespillere fra bl.a. Danmark, Sverige, England og USA – men knap så udpræget fra Rusland. Sproget er engelsk med en voldsom russisk accent. Det oplever jeg som en træls ting. Enten skulle man have talt russisk, eller også skal man bare tale engelsk. Der er da også med rette kommet meget kritik af netop sproget. Her vil jeg give russiske kritikere ret i, at det næsten virker som en bevidst nedgøring af folket. Der er mange gode og velspillende skuespillere med, og det trækker op i oplevelsen af filmen, der rummer en del voldsomme scener, som primært gør indtryk gennem sin beskrivelse af det angstprægede samfund. Filmen ender overraskende godt – så hold ud: det sorte mudder må slippe lidt af sit tag i stakkels Leo og Rajsa og andre i deres omgangskreds!

Kan ses på Blockbuster.

---