Carnage

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En meget seriøs komedie om mødet mellem to ganske almindelige pæne ægtepar – der ender i psykisk blodbad. En film til selvransagelse af forholdet til os selv og vore nærmeste.

Filmen begynder i Brooklyn Park, hvor to 11-årige drenge kommer op at skændes. Den ene slår den anden i hovedet med en kæp. Efter denne ordløse intro går vi over til filmens eneste kulisse - en lejlighed i Brooklyn, hvor de to drenges forældre mødes. Hele filmen foregår her (bortset fra, at du skal blive under rulleteksterne og se den afsluttende scene fra Brooklyn Park!).

Det er to noget forskellige par. Værtsparret (hvis dreng er "offeret") består af Penelope (Jodie Foster) og Michael (John Reilly), mens Nancy (Kate Winslet) og Alan (Christoph Waltz) kommer på besøg.

Egentlig drejer det hele sig om at få løst konflikten mellem de to drenge. Ikke på det økonomiske plan: Penelope og Michael hører til middelklassen og har en god forsikring til at tage sig af de to løse fortænder mm. Nej, de to drenge skal lære at opføre sig civiliseret. Og det har noget med undskyldning og forsoning og den slags at gøre.

Men kan forældrene opføre sig civiliseret? Efterhånden som besøget skrider frem, bliver svaret mere og mere tydeligt: under den pæne overflade lurer mange uciviliserede ting, der ødelægger illusionen. Både illusionen om at være to civiliserede par, der mødes, og illusionen om, at hvert par er et lykkeligt og harmonisk par, der står sammen.

Komedie
Filmen er hylende morsom. Vores biografsal genlød igen og igen af latter. De fire personer spilles alle mesterligt og driver hver deres karakter mere og mere ud i det groteske. Men på en uhyggelig realistisk måde. Den selvretfærdige Penelope, der vil ordne alt og alle efter hendes høje idealer – måske undtaget sin egen måde at være over for andre på. Michael, der prøver at være den rolige og altfavnende type med en vittighed og en god whisky – lige indtil bægeret flyder over. Nancy, der hele tiden skal tjekke sin makeup og sit image, - indtil hun får så meget alkohol, at hun viser sit sande image. Og Alan, der som VIP-advokat hele tiden er mere sammen med sin mobil end med de tre andre – indtil Nancy placerer den i vandet i vasen med tulipaner. Derefter er han meget ensom og ulykkelig.

Det bølger frem og tilbage. Nogle gange er det alle mod alle. Andre gange er det par mod par, eller mænd mod kvinder - og tit er det ægtefælle mod ægtefælle. Alliancer opstår og opløses hele tiden. Og det hele bliver værre og værre – og mere og mere morsomt.

Seriøs film om vores indre
Hvorfor i alverden vil Polanski lave en komedie? Han er kendt for sine ret dystre film, der afslører menneskets mørke sider. Det er præcis, hvad han også gør i denne film! På én gang er det en morsom historie og en dybt tragisk afsløring af mennesket: under den pæne overflade er vi bestemt ikke pæne! Jeg skal ikke afsløre for meget af filmen, men stikord som egoisme, dobbeltmoral, forstillelse, livsløgn, kynisme, begærlighed, kulde og hævnlyst er nogle af de ingredienser, der tilsammen skaber "carnage" – altså "blodbad". Der er nu ikke meget blod i filmen – det meste foregår på det psykiske plan. Men det bliver det desværre ikke spor bedre af.

Er der en løsning, en vej ud? Polanski angiver ikke nogen. Filmen ender tilsyneladende i et blindspor. Og dog: husk at lægge mærke til den afsluttende scene fra parken!

Parforhold og andre forhold
På mange måder er det især parforholdet, Polanski bruger som eksempel. De to ægtepar er mildest talt modne til et længerevarende kursus i kommunikation og samliv! Deres forhold til hver deres søn er eller ikke til topkarakter! Men døm selv – og le gerne hjertelig med, også selv om vi jo inderst inde godt ved, at det er os selv, vi ler af.

Og det er vel det, Polanski ønsker: at vi midt i denne komedie kaldes til lidt selvransagelse. I vores forhold til vore nærmeste og i vores forhold til os selv. Og måske også i forhold til vores højeste værdier, … til vores Gud. Den originale titel på skuespillet, der er inspirationskilden til filmen, er Blodbadets Gud. Dybest set går selvransagelsen vel på, om vi bekender os til Blodbadets Gud, hvor hævn og selvhævdelse og magtkamp er gode dyder, eller vi tror på en Gud, hvis kendetegn er kærlighed, ydmyghed og forsoning!

---