KAMPEN FOR FÆLLESSKAB
Den kendte pilgrimsrute i Spanien, Caminoen, danner ramme om et familiedrama mellem en far og hans voksne datter. Efter morens død følger de hendes sidste ønske om at gå Caminoen sammen. Det viser sig at være en meget svær øvelse, fordi de er langt fra hinanden og har svært ved at rumme hinanden efter mange års sår ophobet i bagagen. Vi følger Regitze og Jan, og efterhånden, som filmen skrider frem, kommer de mange ar og sår mere og mere til udtryk. Vi ser begge personers sårbarheder, og det underlige skæbnefællesskab skaber en dynamik og udvikling, som efterhånden også giver en større forståelse og håb imellem dem.
Familiekonflikter
Et hovedtema i filmen er konflikt mellem forældre og (voksne) børn. Her bliver det meget tydeligt, hvordan mangel på nærvær og åbenhed fra forældres side gør det svært i forholdet mellem dem og deres børn. Vi ser også, hvordan den negative arv let går videre til næste generation. Sorg og længsel efter fællesskab og nærvær, og hvad det kan gøre ved mennesker, er også et tema gennem filmen.
En udstilling
Som på en rigtig pilgrimsvandring forløber filmen i et adstadigt tempo. Filmen udstiller tydeligt udfordringerne og konflikterne, og vi får lov til at se dem tydeligt. Det er en film med den typiske socialrealisme med tilknyttet galgenhumor, som kendetegner de fleste nutidige danske film. Det er jo smag og behag, om man er glad for det, og det skal man indstille sig på. Forløbet er godt filmet, og skuespillet fremstår klart. Når det er sagt, er det nu nok ikke en film, der vil blive en klassiker, men den kan være en god indgang til at vende sin egen relation til sine nærmeste. Filmen kan også betragtes som en hyldest til pilgrimstanken, om end Gud ikke rigtigt er til stede – og det på trods af filmens fokus på det religiøse. Der er desværre også en klar tendens i filmen til at reducere relevant religiøsitet til et spørgsmål om humanistisk næstekærlighed.
Filmen er kommet på dvd og kan ses på Viaplay.