Calvary

Af: Johan Schmidt Larsen
Af: 02
Præsten James trues på livet. Mod alle odds forsøger han at passe sin præstegerning. En grum og mørk film med mange moralske og åndelige temaer.

TILGIVELSE ER VOLDSOMT UNDERVURDERET

"Calvary" indledes med følgende citat af Augustin: "Fortvivl ikke, den ene af tyvene blev frelst. Antag ikke, at en af tyvene blev fordømt."

Fader James (Brendan Gleeson) er præst i en lille irsk by. Da han efter gudstjenesten sidder i skriftestolen, truer en mand fra sognet med at dræbe ham næste søndag. Drabet skal ske, for at Fader James kan være et uskyldigt sonoffer for, at manden gennem fem år er blevet afskyeligt seksuelt misbrugt af en nu afdød præst.

Du var der ikke
Dybt foruroliget over, hvordan han skal reagere, forsøger James at fortsætte sin præstegerning. Men det viser sig nærmest umuligt, da han står over for en lang række uoverstigelige menneskelige og spirituelle udfordringer fra både sin fraseparerede datter Fiona (Kelly Reilly) og fra sognebørnene. I alle disse nedslåede situationer - hvor han hele tiden må tjene andre, men ikke selv modtage – begynder hans liv at falde fra hinanden. Samtidig må han erkende, at han selv er et ufuldkomment menneske, og at han ikke var der, da hans datter havde allermest brug for ham.

Brendan Gleeson spiller karakteren Fader James med en sårbarhed og autentisitet, som både er fremragende og troværdig. Flere af sognets beboere udtrykker flere gange sarkasme over for præsten, kirken og kristendommen. Men samtidig udstråler James en sådan transparens og ydmyghed, at de formår at være ærlige i hans nærhed, og derfor tør bruge ham både som sjælesørger og medvandrer. Af samme årsag udbryder datteren: "Skal du finde dig i den slags lort hver dag?" Hvorpå faren svarer: "… der er meget af det, lad os sige det sådan."

Menneskelig afstumpet
Filmen er stor set hele vejen igennem mørk og pessimistisk. Lyssætningen er mørk. Humoren er sort, og sproget er råt. Menneskenes ufuldkommenhed og afstumpehed fremstilles usminket og uden formildende omstændigheder. Filmen opruller den ene menneskelige perversitet og tragedie efter den anden, mens man som publikum, sidder med en stigende fornemmelse af, at vi alle som én er syndere, der blot kan håbe på Guds tilgivelse og langmodighed.

Uden på nogen måde at kunne betegnes som en trosbaseret film, rejser den et hav af væsentlige eksistentielle og åndelige temaer. Ja, de står nærmest i kø, så man har svært ved at forholde sig til dem alle. Her er der virkelig tale om en film, der har noget at byde på, hvis ellers man kan udholde dens meget dystre univers. En af filmens væsentligste temaer følger i dette replikskifte:

James: Jeg synes ærlig talt, at der tales for meget om synder og ikke nok om dyder.
Datteren Fiona: Hvad er den største dyd?
James: Jeg synes, at tilgivelse er voldsomt undervurderet.
Fiona: Jeg tilgiver dig. Tilgiver du mig?
James: Altid.

NB: Filmens titel er nok ikke helt tilfældig - Calvary betyder Golgata.

En oplagt film til filmogtro-aften

---