Brooklyn

Af: Johan Schmidt Larsen
Af: 08
Filmens handling har potentiale til at blive en vedkommende og varm indvandrerhistorie. Trods en flot rolleliste forbliver filmen underlig uforløst og uengagerende.

NY TILVÆRELSE I MILLIONBYEN

Handlingen i "Brooklyn" tager sin begyndelse i 1950'ernes Irland. Den unge kvinde Eilis (Saoirse Ronan) får med økonomisk støtte fra Fader Flood - en irsk katolsk præst i New York – mulighed for at immigrere og begynde en ny og forhåbentlig bedre tilværelse i bydelen Brooklyn.

I millionbyen venter der en radikal anderledes tilværelse, end den hun er vant til i det fattige og noget stillestående Irland. Bag sig har hun efterladt sig sin mor og søsteren Rose. Efter en svær begyndelse med ensomhed og hjemve vinder Eilis langsomt fodfæste i storbyen og på sit arbejde i et fashionabelt varehus. Medvirkende er også, at hun får et værelse i et pensionat, hvor hun tages under ejerens, Mrs. Kehoes (Julie Walters), beskyttende vinger. Ringere bliver det heller ikke af, at hun forelsker sig i Tony (Emory Cohen), en ung og charmerende rørlægger af italiensk afstamning. Deres lykke bliver dog afbrudt, da Eilis tvinges til at vende tilbage til Irland på grund af søsterens sygdom og død.

Opholdet i Irland bliver længere en beregnet og tvinger Eilis til at overveje, hvor hendes fremtid egentlig skal være? I USA eller Irland?

Kendte skuespillere er ikke nok
Så langt, så godt, men det er, som om filmen ikke rigtigt fungerer. Den virker mærkelig uforløst, og det på trods af, at den er instrueret af John Crowley, manden bag Boy A. Desuden har filmen anerkendte skuespillere i de bærende roller: Saoirse Ronan er kendt fra bl.a. Soning og The Lovely Bones, mens Julie Walters spiller den elskelige Mrs. Weasley i Harry Potter-filmene.

Underlig uengageret
Kulisser, kostumer og fotografering er sådan set i orden, men manuskript, instruktion og skuespil virker så underlig uengageret. Historien mangler indre spænding og virker flere steder ufrivillig naiv. Som seer tror jeg ikke på historien og har vanskeligt ved at identificere mig med karaktererne, og det er afgørende i en hvilken som helst film.

Er der da intet positivt at sige om filmen? Jo, den har et positivt og sympatisk portræt af den katolske kirke, og det er ikke hverdagskost i disse tider, men selv dette positive aspekt kan ikke bære filmen igennem.

---