Den amerikanske skuespiller Edward Burns har skrevet og instrueret filmen "Brødrene McMullen", som handler om de tre irske brødre McMullen, som hver på deres måde roder med kærligheden. Den ene, Barry, er i færd med at skrive et filmmanuskript, som skal være den ultimative kærlighedshistorie. Barry spilles af Edward Burns. Man aner en vis sammenhæng.
Det er vel også tæt på at være det bedste, der kan siges om denne film – dette lille fortællemæssige tvist. Resten er til skraldespanden. Det er længe siden, jeg har set en så dræbende ligegyldig film. Kun løftet om at anmelde den, fik mig til at holde ud.
Historien indleder komplet utroværdigt med moderens afskedsscene. Hun vil tilbage til Irland, hvor hun vil opsøge sit livs kærlighed, som hun svigtede, da hun som ung giftede sig med en anden, end de tre brødres umulius af en far, som nu er død.
Vi andre bliver i Amerika sammen med brødrene og følger deres forskellige genvordigheder med kærligheden. Den ældste er for så vidt lykkeligt gift, men giver alligevel efter for en fristerinde, hvis flirt er så massivt primitiv, at selv den mest polygame burde melde pas. Hustruens tamme reaktion, da utroskaben opdages, er lige til bogen om, hvordan man kan være sikker på næste sidespring. Den næstældste, Barry, er kyniker og vil ikke vide af ordet kærlighed – indtil han møder den eneste ene. Den yngste er i lag med kæresten, indtil han opdager, at hun ikke er den eneste ene, men derimod en gammel forelskelse fra gymnasiet, som han af ubegribelige grunde endnu finder attraktiv. Hele historien er serveret med så total mangel må psykologisk realisme og dramatisk nerve, at man jævnligt griner eller gaber ufrivilligt.
At filmen oven i det hele forsøger sig med en vis moralsk vinkel på historien tilsat en anelse kristelig-katolsk krydderi, gør den kun endnu ringere.
Kort sagt: Er du ikke til andet end en aften med små to timer foran skærmen, så vælg for alt i verden en anden film end denne.