Broadchurch sæson 1-2 (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
TV-serie med stærkt psykologisk drama, flot skuespil, og hvor også Gud og den kristne tro spiller en vigtig rolle.

FLOT BRITISK DRAMA

Der er noget særligt ved en TV-serie, når konen og jeg vælger at se samtlige 16 afsnit, af hver 45 minutter, over ganske få dage. Måske er vi forudindtagede, fordi vi elsker britiske TV-serier, men "Broadchurch" er simpelthen noget af det bedste, vi længe har set. Og så spiller den kristne tro - og en landsbypræst - en vigtig rolle i serien.

I havnebyen Broadchurch (en by, der er opfundet til serien) er der sket et mord. En 11-årig dreng findes livløs på stranden. Til at løse mysteriet indkaldes to kriminalbetjente. Ikke Barnaby og hans assistent, men Alec Hardy og Ellie Miller. De to spilles fuldstændigt blændende, og med stor indlevelse, af henholdsvis David Tennant (kendt som Doctor Who) og Olivia Colman (kendt fra serien Natportieren).

Skarp persontegning
Alec Hardy har den udfordring, at han har en arbejdsmæssig tragedie bag sig, og Ellie Miller har svært ved at være objektiv, fordi hun kender alle i byen.

I løbet af de 16 afsnit følger vi ikke bare et mordmysterie, men lærer langsomt mere og mere om de to personers baggrund, og vi følger, hvordan de to kommer tættere på hinanden, og hvordan Ellie mere og mere lærer at lægge følelserne bag sig.

Netop persontegningerne og profilerne er det, der gør "Broadchurch" så medrivende. Der er rigtig, rigtig god tid til at tegne profiler og følge personers liv og udvikling i en serie, der varer 16 afsnit - og hvor hovedhistorien jo er opklaringen af et mord. "Broadchurch" er på alle måder et fantastisk stykke psykologisk drama, hvor instruktører, skuespillere, kamerafolk, farvelæggere, osv., har gjort et kæmpe stykke arbejde - og naturligvis har modtaget adskillige priser for serien.

Langsom action
Serien foregår i en havneby, og der er i hvert afsnit leget med kameravinklerne, farverne er blevet forstærkede, og man kommer i dén grad tæt på naturen og hovedpersonerne. Det skal man så også være klar til. Man skal være klar til en serie, der fokuserer mere på det personlige og hverdagslige drama, end på en hurtig opklaring af et mord. Som sådan kunne hele mordmysteriet sagtens presses sammen til en 2 timers spillefilm.

Flere gange, når vi havde set et afsnit færdigt, sagde vi: "Hold da op, der var action!" Og nej, det var der egentlig kun i passager og naturligvis i de sidste 5 minutter af hvert afsnit (som en cliffhanger til næste afsnit), men fortællestilen, de mange sidehistorier, personkarakteristikken, osv., er ganske enkelt medrivende.

Troen og præsten
Og så det, der vel egentlig forbløffede os mest:

Den kristne tro fylder rigtig meget i serien. Det gør den i form af byens sognepræst, Paul Coates. Han er ikke den stille præst, men en, der ser sig selv - og af mange bliver anset for at være - byens åndelige leder. Og da mordet er sket, og er ved at splitte byens borgere, ser Coates det som sit helt selvfølgelige ansvar at forsøge at hindre sognet i at gå i opløsning.

Som præst gør han ting og siger ting, som både afslører åndelig indsigt og lokalt kendskab. Ved en begravelse af en af de mistænkte - som trods sin uskyld begår selvmord - holder præsten en prædiken, som ingen bør levere, medmindre man har et stort lokalt kendskab og er anerkendt som den, man er. Præsten er klar over sin rolle og sin position, og han benytter den til at komme ind på livet af folk. Han taler åbent om Gud, om tro, og da en af hovedpersonerne er gravid, kommer han med følgende: "Jeg ved, at livet er en gave. Og Gud giver os det, han ser, vi har brug for. Lige nu vil du ikke have barnet, men Gud ser, at det er lige præcist, hvad du har brug for nu."

De folk, præsten taler med, er til at begynde med meget klare i deres afvisning af Gud. Men præsten - som i øvrigt spilles af Arthur Darvill, også kendt fra "Doctor Who" - fastholder, at det ér, hvad han har at komme med: Guds hjælp ind i tragedien.

Jeg kan afsløre, at til sidst i serien, da alt håb synes ude, er det netop præsten, der gør noget, som ingen andre havde drømt om eller turdet gøre. Men set i lyset af begivenhederne virker det både klogt og nådigt.

"Broadchurch" er et smuk, langsomt, sublimt velspillet psykologisk drama, som kræver tid og tålmodighed. Her er ingen hurtige løsninger, men persontegning i overflod.

---