Brendan og hemmelighedernes bog

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Irsk folklore i børnehøjde, som viser en flot og anderledes fortælling om en munkedrengs møde med friheden og naturen. Den hylder dog naturen så meget, at den overflødiggør de kristne temaer i filmen.

Det er først og fremmest skønheden, der er temaet i irske Tomm Moores børnefilm fra 2009. Det er keltisk kristendom og naturforståelse serveret, så de fleste børn og voksne ikke kan lade være med at forundres. Men midt i hyldesten til æstetikken og naturen tager filmen også et bevidst og ubevidst opgør med enhver form for kontrol og dogmatik.

Den unge klosternovice, Brendan, lever en beskyttet tilværelse bag klostermurene, hvor det muntre munkensemble leger med. Men abbeden, Brendans onkel, sætter i sin beskytterhensigt ekstreme grænser for især Brendan. Abbeden er fuldstændig opslugt af at bygge en mur om klosteret, som kan holde vikingerne ude, når de en dag vil komme på krigstogt. Den berømte og godmodige illustrator, Aidan, ankommer en dag til klosteret og viser en anden livsstil for Brendan. Aidan er ikke optaget af kontrol, men af frihed. Han er ligeglad med byggerier og fokuserer i stedet på munkenes oprindelige opgave med at illustrere Bibelen. Dermed begynder en lang, lærerig rejse for den unge Brendan. Og den begynder udenfor i den smukke, men farlige skov …

Til trods for at handlingen er lagt i et kloster, og det centrale projekt er en illustreret bibel, er Moores dagsorden ikke helt til det kristne højreben. Filmen virker imidlertid langt mere interesseret i at udforske skønheden og symbolikken i naturen og den oprindelige keltiske spiritualitet. Det ses i konflikten mellem de to faderroller, den kreative og frisættende Aidan og den beskyttende og kontrollerende abbed, men også i Brendans møde med skovånden, Aisling, som for alvor og i et voldsomt tempo fører ham dybere ind i skoven, som har guddommelig dybde.

I sidste ende går filmen dog for langt i sin hyldest til naturen. Dermed ender den med at overflødiggøre de kristne temaer i filmen, selvom de for så vidt stadig holdes højt.

Animatorerne er gået fuldstændig symbol-amok i keltiske knuder og spiraler. Flere hundrede spiraler (triskeler) er gemt i den store skovopdagelsesscene, og selv snefnuggene er blevet til en massiv symbolregn. Findes her en dybere mening, eller er det blot æstetisk overskud? Den keltiske tredobbelte spiral er i kristendommen blevet til et symbol på treenigheden, men selve symbolet går tilbage til langt før kristendommens indførelse i Irland. Den oprindelige betydning er dog glemt, men adskillige bud findes derude.

Er filmen så interessant for dens egentlige målgruppe, børnene? Den bryder med den vanlige fortællestil fra animationsgiganterne, er mere kubistisk end realistisk i sin streg og dvæler måske nogle gange for længe undervejs. Alligevel er den grundlæggende konflikt genkendelig og medrivende og så er der både sjove og uhyggelige scener.

Skåret ind til benet, tror vi, at filmen først og fremmest er en flok æstetikeres lovprisning af skønheden, naturen og kreativiteten. Og som sådan lykkes den egentlig. Det kan være et fint korrektiv til den kolde, skriftlærde klostertilværelse, men ender desværre i den modsatte grøft med at efterlade æstetikken som tilværelsens højeste.

---