Brændt af solen

Af: Johan Schmidt Larsen
Bag det kærlige og komiske familieportræt i en lille sovjetisk landkommune, breder der sig en knugende stemning, som forplanter sig helt ud i stuen.

Nikita Mikhalkov hører til en af Ruslands mest kendte instruktører med en imponerende filmproduktion bag sig. Han har medvirket i ca. 40 filmproduktioner som enten skuespiller, producent eller instruktør og har modtaget adskillige filmpriser.

Vi befinder os i Sovjetunionen i 1936, nogle få år efter, at Stalin har tvangskollektiviseret landbruget og nu er han i færd med at eliminere alle de folk, han ikke længere tør stole på. Revolutionshelten i Den Røde Hær, oberst Kotov (Nikita Mikhalkov) tilbringer sammen med sin unge kone Marusia (Ingeborga Dapkunaite) og deres 6-årige datter en dejlig sommerdag i svigerfamiliens villa på landet. Meget tyder på, at den aristokratiske familie har undgået revolutionens værste rædsler, fordi datteren er blevet gift med en oberst i Den røde Hær. Familien lever tilsyneladende et afslappet liv uden den store opmærksomhed på, hvad der ellers foregår omkring dem.

Pludselig dukker Marusias barndomsven og ungdomskæreste Dimitri (Oleg Menshikov) op på scenen. Gensynsglæden er stor, og familien oplever, at han er et velkomment afbræk i en lidt søvnig hverdag. Men som dagen skrider frem, viser det sig, at Dimitri ikke blot kommer på besøg. Han er kommet i et blodigt politisk ærinde.

Filmens smukke billeder af den russiske natur, samt det komiske og let syrealistiske portræt af familiemedlemmernes og tjenestepigens særheder, efterlader et billede af uspoleret familiehygge. Men filmen får inden længe en skummel undertone. For bag den landlige idyl og den løsslupne familiehygge lurer katastrofen. Kotov ved det, og hans smukke kone, Marusia fornemmer det. Langsomt mærker hun angsten og usikkerheden krybe ind under huden, mens handlingen udfolder sig.

Publikum ved også, at noget lurer, for vi bliver advaret allerede i filmens åbningsscener. Her fornemmer vi kontrasten mellem Moskvas kyniske magtelite og familiens paradis på landet. Sideløbende med udfoldelsen af det kærlige familieportræt samt skildringen af livet i en lille sovjetisk landkommune, breder der sig en knugende stemning, som forplanter sig helt ud i stuen. Vi bliver klar over, at der på et eller andet tidspunkt skal ske noget grusomt, men hvordan og hvornår, har vi ingen anelse om.

Filmens manuskript - og dermed hele plottet - er mesterligt lavet. Det samme kan siges om skuespillernes og de øvrige filmfolks præstationer. Nikita Mikhalkov har i øvrigt selv skrevet manuskriptet og instruerer sig selv i hovedrollen og ligeså sin datter i rollen som den 6-årige Nadya. Filmen blev i 1994 belønnet med en Oscar for bedste udenlandske film og "Grand Prize of the Jury" på filmfestivalen i Cannes.

"Brændt af solen" er baseret på autentiske hændelser. Dermed bliver den et urovækkende miniportræt af, hvordan Stalins totalt vilkårlige rædselsregime fik nedslag i de fleste sovjetiske familier og i selv de mindste samfund. Selv om der i enhver henseende er meget, meget langt mellem Moskva og landsstedet langs floden, så når Stalins lange arm også derud. Ja, hans "alfaderlige" kæmpeportræt hænger sågar på den varmluftsballon, som den lokale militærforlægning sender til vejrs i anledning af national-dagen.

Se den, hvis du vil mere end underholdes!

---