Boyhood

Af: Michael Agerbo Mørch
En spektakulær film om en drengs opvækst og ungdom. Filmen er optaget over 12 år, hvor vi bogstaveligt følger drengen Mason fra barn til voksen.

NATURALISTISK COMING-OF-AGE
Da Richard Linklater sidste år færdiggjorde den anmelderroste trilogi om ægteparret Jesse og Celine (Before Sunrise, "Before Sunset", Before Midnight), var der mange, der troede, at hans ypperste værk nu var fuldført. Men med "Boyhood" må de fleste nok revurdere deres opfattelse: Linklater har overgået sig selv.

Det er vel årets mest hypede film. Richard Linklater har brugt 12 hele år på at indspille "Boyhood", hvilket (vist) er første gang i filmhistorien, at et så langstrakt eksperiment har fundet sted. "Boyhood" er simpelthen 12 fuldfede år i Masons (Ellar Coltrane) opvækst (fra seks til atten år), sat ind i en knap tre timer lang coming-of-age-fortælling. Bemærkelsesværdigt! - og besynderligt ...

Setup'et er åbenlyst bemærkelsesværdigt, men det er også lidt besynderligt, for selvom det giver en ret fed fornemmelse for menneskelig opvækst og udvikling i filmen, så tilføjer det ikke det store til karakteren. Jeg havde i hvert fald ikke en klar fornemmelse af, hvad karakterudviklingen fik tilføjet ved den biografiske gimmick. Og det er ærgerligt. Filmen skal nok bestå alligevel, fordi eksperimentet er så iøjnefaldende, men fortjener alligevel en kritisk bemærkning på dette punkt.

Filmen er præget af klassisk Linklater-dialog. Som i Before-filmene er det samtalerne, der driver fortællingen, og gør filmen virkelig interessant. Det er særligt samtalerne med Masons far (Ethan Hawke), der er tankevækkende, og det skyldes måske Hawkes og Linklaters lange og frugtbare samarbejde. Filmen er desuden flot filmet og godt fortalt. Den i bogstavelig forstand langstrakte fortælleramme bliver flot håndteret af et stramt manus, der fokuserer på skolegang og familieskift.

Masons forældre er skilt, hvorfor Mason og søsteren Samantha lever med deres mor og dennes skiftende kærester og ægtefæller. De skiftende mænd ender alle i alkoholmisbrug, hvilket gør hjemmet turbulent. Mason er en rolig, lidt indelukket fyr, men har nemt ved at skabe relationer og venskaber. Filmens flow er som sagt bygget op om Masons skolegang. Han er dygtig, men doven, hvilket selvfølgelig gentagne gange giver anledning til konflikt og formanende samtaler.

Men filmens nerve er det naturalistiske narrativ: mennesket fødes, lever og dør i en konstant kamp for at finde fodfæste, definere sig selv og skabe mening. For nogle lykkes det, og de bliver succesrige og lykkelige, for andre mislykkes det, og de bliver ulykkelige og ender måske i misbrug. Simpelt skema, som alle mennesker kender.

Som kristen ser man filmen med lige dele forundring og mismod. Forundringen skyldes den gribende og velfortalte historie. Mason er interessant uden at være ekstraordinær. Igennem Mason-figuren hylder Linklater opvæksten, ja selve menneskelivet, som noget skrøbeligt og smukt. Men mismodet lurer, for hvad er meningen? Både Mason og Masons mor stiller i filmen dette spørgsmål eksplicit. Begge gange svares der med tavshed. For naturalismen kan ikke svare på spørgsmålet om livets mening, hvorfor det hele bliver en leg med intetheden. Linklaters svar er, at mennesket kan skabe en meningsfyldt leg med intetheden og med dødens faktum, fordi livets øjeblikke kan gribe os og overrumple os. Men det bliver en leg for de få. Som kristen sukker man. Ikke hovmodigt, men længselsfyldt, fordi vi ved, at Gud har skabt os til mening. En meningsfyldt tilværelse med ham som herre. Et liv, der får mening, fordi livet fortsætter i evigheden. Derfor blev "Boyhood" for mig bagvendt forkyndelse. Jeg kan bruge den velfortalte historie til at glæde mig over livet, og endnu mere, glæde mig over Ham, der giver det forunderlige liv mening!

Filmen er kommet på dvd.

---