Bogtyven

Af: Carsten Riis Jensen
Bogtyven er en smuk og vedkommende film om menneskets overlevelsesevne. Desværre tager den sig lidt for god tid til at fortælle sin historie.

ORD GIVER LIV

Det er første gang, jeg har set en film, hvor Døden er historiens fortæller. Men sådan er det i "Bogtyven", som først og fremmest er en hyldest til det modsatte af døden, nemlig menneskers overlevelsesevne og evnen til at fremme og skabe liv, hvor alt synes håbløst.

Netop derfor er det en interessant ide at lade Døden være fortæller, og i filmens slutscene fortæller Døden da også, at ligesom menneskene plages af Døden, sådan plages Døden også af menneskene. Altså: Døden, som "person", er fascineret af menneskenes evne til at leve, men også deres evne til at gøre både ondt og godt, samtidigt.

Og dette er temaet i filmen, som set på overfladen er historien om en ung pige, tyske Liesel, som kort før anden verdenskrigs udbrud bliver solgt til et barnløst par af sin fattige mor.

Liesel er skræmt, ensom – og kan hverken læse eller skrive. Men hendes nye far, spillet vidunderligt af karakterskuespilleren Geoffrey Rush (Kongens store tale), lærer hende at læse, og hun begynder at leve i "bøgernes og ordenes verden".

Da familien opsøges af en flygtende ung jødisk mand, Max, begynder de to at læse sammen og forsøger at glemme anden verdenskrigs rædsler på den måde.

"Bogtyven" er en smuk film, der tager sig tid til at fortælle sin historie. Filmen handler som nævnt først og fremmest om menneskets livsevne og om, at ord giver liv. Ord gør mennesker udødelige – for de huskes, selv efter de er døde.

Og filmen er samtidig en måde at se krigens rædsler gennem en lille piges øjne. Og her må jeg sige, at unge Sophie Nélisse er et fantastisk godt valg til rollen som Liesel. Hun er et barn, men bag hendes øjne gemmer der sig store rigdomme af følelser, tanker og erfaringer.

Filmen ér lang og føles også lang. Desværre. Den forholder sig overfladisk, synes jeg, til sit emne, og den er næsten for "blid". Og efter en halv times tid er man træt af, at instruktøren har valgt, at den engelske tale hele tiden skal påklistres kunstige tyske gloser. Det er formentlig et forsøg på autenticitet, men det virker bare irriterende.

Læs i stedet bogen, Bogtyven, af Markus Zusak.

---