Blindness

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Fernando Meirelles' filmatisering af romanen "En fortælling om blindhed", hvor en epidemi tager folks syn med lynets hast.

En mand i en bil bliver pludselig ramt af blindhed. Han må stoppe, hjælpes ud af sin bil og hjem af en venlig sjæl, der som tak stjæler mandens bil. Da mandens ægtefælle kommer hjem tager de til en øjenlæge, der ikke har nogen umiddelbar ide om, hvad der er hændt.

Øjenlægen tager hjem til sin kone, nyder en dejlig middag, mens han funderer over, hvad blindheden mon skyldes. Men næste dag vågner øjenlægen selv - blind. Blindheden er en hvid tåge - som "at svømme i mælk". Den invaliderer umiddelbart og - viser det sig - spreder sig med lynets hast. Blindheden er en epidemi. Myndighederne tager affære og internerer de ramte i et gammelt hospital. Men en af patienterne - øjenlægens kone - er tilsyneladende immun. Gennem hendes øjne ser vi fortællingen om blindheden.

På hospitalet udvikler de epidemisk ramte et samfundssystem ikke ulig det i Fluernes herre. Blindheden tager ikke blot synet fra de syge, men langsomt ædes også deres humanisme og værdighed op. Det er grimt. Og det er grimt at være den eneste seende.

"Blindness" er instrueret af brasilianske Fernando Meirelles, som fik et stort gennembrud med den effektive og visuelt overlegne "City of God". Som sædvanligt, når en udenlandsk film når et stort publikum, skulle Meirelles' film dernæst omplantes til Hollywood. Resultatet var den vellykkede "The Constant Gardener", hvor Meirelles hypervisuelle stil behandlede den vestlige udnyttelse af Afrika under hensyntagen til den gode historie fra John le Carrés roman Den standhaftige gartner. Meirelles' anden engelsksprogede film er slet, slet ikke nær så vellykket.

I virkeligheden skulle man nok have ladet være med at prøve at filmatisere romanen En fortælling af blindhed, som er skrevet af den portugisiske nobelprisvinder José Saramago. Romanens store kvalitet ligger i Saramagos stakkerede, åndeløse sprogbehandling af den fantastiske historie om en blindhedsepidemi i et navnløst samfund. Romanen kan læses som satire eller allegori eller blot en god historie, og den finder sin kvalitet i Saramagos evne til at bygge klaustrofibiske beskrivelser af et samfund, der ikke kan se. Alt dette tabes naturligvis helt på gulvet i en filmatisering. Når figurerne i bogen skal finde vej rundt i interneringslejren, er det et hæsblæsende og angstfyldt, langsomt og ydmygende projekt. I filmen ser den konstante famlen hurtigt lidt ynkelig ud. Den potente knytnæve, bogen skaber i maven, opstår ikke rigtigt med filmen - af den simple grund, at vi som tilskuere kan se det hele. Pointen med at læse fortællingen er, at vi, som de ramte selv, ikke kan se.

Hvorfor prøve på at filme blindhed? Man aner Meirelles' formål med filmen i César Charlones fantastiske kameraføring, der hænger sig i detaljer, der antyder med overbelyste billeder, og af og til inviterer os ind i blindheden. Det er en fremragende teknisk bedrift, der frembringer mindelser om Sven Nykvists fabelagtige (omend mere naturalistiske) arbejder i Bergman-film såsom Lys i mørket. Men selv ikke en fremragende fotograf eller Julianne Moore og Mark Ruffalo i topform ændrer meget på helhedsindtrykket af filmen som en mageløs og interessant fejltagelse i stil med Vinterbergs "It's All About Love".

"Blindness" fremstår dermed som arkeeksemplet på en film, der ikke skulle have været; men læs endelig bogen. Dén er blændende.

---