Bless the Child

Af: Peter Jerup-Thise
Den lille pige Cody, bliver som spæd efterladt hos sin tante , der ikke er helt almindelig. Uforklarlige ting begynder at ske omkring hende.

Filmen bygger på ideen om, at der engang vil komme en ny messiasskikkelse. En, der vil bringe trøst til de svage. Pigen Cody, der ved første øjekast synes at have autisme, rummer i virkeligheden disse egenskaber, og det er der flere, der er klar over. De onde magter har nemlig også øje for den lille pige, da de mener, at hvis de kan få hende på deres side, kan hun bruges i det ondes tjeneste i stedet. Det er selvhjælpsorganisationen "The New Dawn", der i virkeligheden er et skalkeskjul for en okkult sekt, anført af Eric Stark (Rufus Sewell), der er Djævelens håndlangere, og de er på jagt efter Cody, og da hendes biologiske mor er blevet involveret i sekten, har de lettere ved at få adgang til hende. Nu gælder det for tanten Maggie (Kim Basinger) at redde Cody, og til dette får hun hjælp af FBI-agenten John Travis (Jimmi Smits), der har specialiseret sig i okkulte forbrydelser.

Umiddelbart lyder det jo spændende, men det er desværre generelt ikke nogen specielt vellykket film. Det tekniske er sådan set på plads, og den har en veltilrettelagt "suspense"-stemning. Selve chok-effekterne er rimelig virkningsfulde og velplacerede, men det redder desværre ikke filmen.

Figurerne er overfladiske og karikerede, og man kommer aldrig ind under huden af dem. Man føler ikke rigtig for dem, og deres karaktertræk er stereotype, brugte og overdrevne.

Selve plottet virker også noget søgt og synes ikke at være baseret på andet end forfatterens løse tanker. Tanken om den nye messias er spændende og også tankevækkende på mange måder, men ideen er desværre ikke blevet gennemført. Der er alt for mange ting, der ikke stemmer, og det gør hele filmen uholdbar. Den roder rundt i overnaturlige og tunge begreber som engle og dæmoner og Gud og messias, men der følger aldrig nogen forklaringer med.

Men det drejer sig måske i virkeligheden meget om, hvordan man ser filmen. Ser man den med en teologisk vinkel, er det noget makværk, for den er forvirret i sine begreber, og historien er ikke ordentligt underbygget. Den har rigtig nok fat i, at det er Gud, der er den stærke, og det er ham, der virker som ophavsmanden, men det er sådan set også det, mere teologi er der ikke i den. Tanken om den ny messias har på ingen måde hold i noget som helst bibelsk, og den har ikke rigtig noget fast ståsted. Jesus er ikke afskrevet, men han bliver heller ikke brugt i filmen. Satan er overvundet, men ikke alligevel. Frelsergerningen er taget væk og messias har udelukkende en humanitær funktion.

Men hvis Chuck Russell har ønsket bare at lave en spændingsfilm, der skal underholde for underholdningens skyld, så er det til en vis grad lykkedes for ham. Det er, som jeg har beskrevet, en rimelig spændende film, med udmærkede effekter, men dog med mangelfulde figurer, et ret tyndt plot, og skuespillere, der gør som de skal, men så heller ikke mere. Og tilbage må altså stadig stå, at det ikke er lykkedes at lave en sammenhængende og velunderbygget fortælling.

---