Blackhat

Af: Carsten Riis Jensen
En film om hacking. Trods et spændende emne er filmen langtrukken og har en forkert skuespiller i hovedrollen.

HACKERE PÅ SPIL
Emnet er relevant og interessant. Hackere, som bryder ind i topsikrede systemer og enten stjæler store pengebeløb eller laver ravage i firmaer og lande, er et stigende problem.

Naturligvis bør der laves film, som fortæller historier om hackere, om deres forfølgere, om konsekvenserne af hacking, osv. Men at lade den muskelpumpede skuespiller fra "Thor"-filmene, Chris Hemsworth, spille en mesterhacker, som af FBI og NSA bliver udlånt til at løse et hackermysterium i Kina, er ikke videre genialt. Jeg tvivler på, at de fleste hackere er af Hemsworth's type. De er snarere almindelige, måske småfede (af at sidde ned hele tiden), blege i huden (af at sidde indendørs), osv. Ikke muskelbundter, som scorer piger bare ved at blinke.

Det er Michael Mann, der har instrueret historien "Blackhat". Han har lavet en række rigtig fine actionfilm, heriblandt Public Enemies, Hancock og "Collateral".

Men "Blackhat" er, trods det spændende emne, simpelthen for lang, for langtrukken og med en forkert valgt skuespiller som hovedperson. Vi kommer rundt i store dele af verden i løbet af filmen, men det er først den sidste halve time, der for alvor sker noget. Det er simpelthen for uinteressant, måske først og fremmest, fordi emnet – hacking via computere – er temmelig svær at overføre til filmmediet.

Et positivt træk ved filmen er, at skuespillerne taler de sprog, der faktisk tales i de lande, hvor historien udspiller sig. De kinesiske skuespillere taler fx kinesisk, og det fremmer filmens troværdighed.

Men vil man se en film for at få en god historie om hacking (og en god gang action i tilgift), så bør man i stedet se Tron Legacy, Die Hard 4 eller måske tilmed 1983-klassikeren "WarGames".

---