IKKE ALT ER SORT/HVIDT
Mulatpigen Eloise i 3. klasse er vokset op hos sin hvide mormor og morfar. Hendes mor døde ved fødslen, og faren har ikke været i stand til at påtage sig forældreansvaret. Da mormoren bliver trafikdræbt, står morfar, Elliot, pludselig alene med ansvaret, og den sorte farmor kræver at få forældremyndigheden over Eloise.
Elliot (Kevin Costner) har haft et problem med alkohol siden datterens død, men nu tager det helt overhånd. Når han er hjemme, ser man ham stort set aldrig uden et glas i hånden. Han forsøger at skjule det for Eloise, men hun gennemskuer ham. Han vil gerne være en god morfar for Eloise. Han lærer at børste hendes viltre hår, og kører hende til skole hver dag, men han kan ikke hjælpe hende med lektier. Han ansætter en spøjs sort mand, Duvon, til at give privat lektiehjælp. Duvon fungerer som en vellykket komediefigur, men han tilfører ikke filmen andet end nogle morsomme øjeblikke.
Farmoren Rowena (Octavia Spencer) elsker sin søn - Eloises far - selvom han har rodet sig ud i noget med narkotika og er straffet flere gange. Hun mener, Eloise har brug for at møde sin far. Da Elliot stejlt og uforsonligt afviser Rowenas ønske om at få en delt forældremyndighed, stævner hun Elliot. Da Elliot under høringen i retssalen bliver konfronteret med, at han afviser Rowenas krav på grund af racisme, holder han en lang tale, hvor han blandt andet siger: "Selvfølgelig lægger jeg mærke til, om et menneske er sort eller hvid, men det kommer an på, hvordan vi interagerer sammen, om jeg har sympati for det ... når jeg ser et menneske, kommer det ikke an på, hvad min første tanke er, men hvad min anden og tredje og fjerde tanke er." Han har ikke noget generelt imod sorte, men han kan ikke udstå Eloises far, som han giver skylden for sin datters død, og som han kun kan se som et elendigt, løgnagtigt narkovrag.
Med temaer som familiebånd, forholdet mellem racerne og en charmerende, men efterhånden usikker pige i midten, samt et par Oscar-vindere i hovedrollerne er der lagt op til en stærk film om vedkommende eksistentielle spørgsmål. Men det fungerer desværre ikke. Jillian Estell spiller rollen som barnebarnet Eloise rigtig charmerende. Men hun er bedst i de scener, hvor filmen slår over i komedie. Hun virker mildt sagt ikke overbevisende i sorgen over tabet af mormoren, der var som en mor for hende. Kevin Costner er også et godt stykke fra det niveau, vi har set i andre film. Og Octavia Spencer var meget bedre i "Niceville", som hun fik sin Oscar for. Filmens problem er måske, at instruktøren ikke magter den blanding af komedie og seriøst drama, som han har lagt op til. Han har i øvrigt også skrevet manuskriptet - angiveligt med inspiration fra sin egen familie.
Filmen har sine lyse øjeblikke, og den behandler temaer som fordomme, tilgivelse, omsorg og kærlighed. Noget vi alle har godt af at tænke over. Vi havde svært ved at leve os ind i begivenhederne. Hverken skuespil, replikker eller begivenheder virker i tilstrækkelig grad troværdige. Men filmen berører noget væsentligt, og den har også en vis underholdningsværdi, så vi blev hængende til den dramatiske og til en vis grad afklarende slutning.