Birthday Girl

Af: Ida Koefoed Nielsen
Drømmeferien på et krydstogtskib forvandles til et mareridt, da Cille på sin 18-års fødselsdag udsættes for en voldtægt og hendes mor desperat kæmper for at finde overgrebsmanden.

FRA FERIEPARADIS TIL HELVEDE 

Cille bliver 18 år, og det skal fejres med manér. Derfor har hendes mor, Nanna, inviteret Cille og hendes bedste veninde med på et krydstogtskib til Bahamas. Ved rejsens begyndelse er alle glade og glæder sig til at feste igennem på skibet. Især Nanna er klar på at feste, mens Cille derimod er mere tilbageholdende. Det står hurtigt klart, at Cille har et anstrengt forhold til sin mor, som hele tiden søger Cilles opmærksomhed og anerkendelse.

Mens de fester om aften, bliver de alle uvenner og skilles ad. Senere på natten bliver Nanna vækket af personalet, der har fundet Cille. Det viser sig, at Cille har været udsat for en voldtægt. Nu begynder Nannas kamp for at finde den skyldige, der har gjort hendes datter fortræd. Det viser sig dog at være en næsten umulig opgave. Cille er efter overgrebet i chok og vil hverken snakke med Nanna, skibsmandskabet eller undersøges af lægen. Skibsmandskabet, der står for håndteringen af sagen, er heller ikke til meget hjælp, da de hverken har tid eller bemyndigelse til at efterforske sagen ordentligt. Derfor må Nanna tage sagen i egen hånd.

Hvordan håndterer vi overgreb?
Et stort tema i denne film er, hvordan voldtægt og overgreb håndteres. Skibet sejler i internationalt farvand. Der er således ikke noget politi til at tage sig af sagen. Det står hurtigt klart, at det ikke er første gang, at der er sket et overgreb på skibet. Faktisk er det sket så mange gange, at man på skibet har en klar procedure for, hvad man gør i disse tilfælde. Denne procedure består af en lægeundersøgelse, nogle spørgsmål til ofret omkring hændelsen og et løfte om, at man vil gøre et ihærdigt forsøg på at finde den skyldige (hvilket stort set aldrig lykkes). Som plaster på såret opgraderes offeret til en bedre kahyt.

Dét, at overgrebet sker i internationalt farvand, er fra filmskabernes side virkelig godt tænkt, da man dermed ikke kritiserer nogle bestemte myndigheders håndtering. I stedet fortæller man, at overgreb og dårlig håndtering heraf, ikke er et nationalt, men et globalt problem. Det sker overalt, og det lille samfund på skibet afspejler dette.

Filmen kritiserer, hvordan vi i alt for mange år har haft tendens til at bagatellisere overgreb ved implicit at sige, at ofret selv var ude om det. Det er en tankegang, som vi langt om længe er ved at gøre op med. I lyset af #metoo er mange mænd blevet stillet til ansvar for deres forbrydelser.

Dét, der desværre også sker i jagten på retfærdigheden, er, at nogle mænd beskyldes for overgreb og bliver offentligt udskammet uden nødvendigvis at være skyldige. Dette sker også i denne film, og det er fedt, at dette aspekt og denne svære balancegang er med.

Alt for min datter
Selvom filmen omhandler en voldtægt og håndteringen af den, er det ikke det vigtigste element i filmen. Den egentlige fortælling ligger i historien om en mor og en datter, hvis forhold er gået i stykker og morens kamp for at genetablere det. Fra starten af står det klart, at der er noget dysfunktionelt i mor-datter forholdet. Nanna er fra starten meget overgearet og prøver at være en “cool mor” over for Cille. Nanna forsøger at være Cilles veninde og fester og drikker sammen med Cille og Cilles jævnaldrende veninde. Det er meget tå-krummende, men også næsten trist at se på, hvordan Nanna desperat prøver at nå sin datter. Hun er så opsat på at få fællesskab med Cille på sine egne præmisser. Dermed overser Nanna fuldstændig Cilles egentlige behov og presser hende ud i situationer, hvor hendes grænser bliver overskredet. Det er ikke et overgreb på samme måde som et fysisk overgreb - langt fra, men det er dog en grænse som ikke bliver respekteret, og det bliver meget destruktivt for deres forhold. Da Cille udsættes for overgrebet, kan Nanna ikke længere lege veninde for hende, men må i stedet træde i karakter for første gang som mor. Dét som Cille måske har manglet hele tiden.

Flot og skræmmende
Filmteknisk er "Birthday Girl" meget vellykket. Dialogen er naturlig, og skuespillet er virkelig godt. Især Trine Dyrholm (Nanna) sparker, som altid, røv og formår at afspejle Nannas karakter meget stærkt. De to unge skuespillere Flora Ofelia Hofmann Lindahl (Cille) og Maja Ida Thiele (Lea) gør det også rigtig godt, selvom det klart er Flora Ofelia, der får lov til at spille mange forskellige følelser, hvilket hun gør virkelig godt.

Krydstogtskibet fungerer ikke blot som en kulisse, men som en medfortæller, der formidler historien og budskabet. Det kan ses ved, at der bliver spillet meget på lys og lyd. For eksempel kører der næsten konstant beskeder over højtaleranlægget. I starten er de hyggelige og giver en slags ferie vibes. Senere fungerer de som det modsatte. Vi ser næsten aldrig personerne i naturligt lys, men derimod er de badet i neonfarver fra den kunstige festbelysning. Sammen med de mekaniske ansigtsløse stemmer fra højtaleranlægget, bliver stemningen klaustrofobisk, unaturlig og surrealistisk (lidt a la stemningen i "Blade Runner" og især Blade Runner 2049 - uden at drage øvrig sammenligning). Der er noget foruroligende ved, at den uhyggelige historie foregår i en setting, som er designet til sjov og hygge. Det er skræmmende, men meget effektivt.

Alt i alt er "Birthday Girl" en spændende, tankevækkende og rørende film, der både formår at sætte fokus på problemstillinger på en nuanceret måde og samtidig formidle en ærlig fortælling om et mor-datterforhold i opløsning, og en mors dybe kærlighed til den datter, som hun vil beskytte for hver en pris.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---