Birdman

Af: Carsten Riis Jensen
Filmen om en falleret skuespiller er flot visualisering og fortællekunst, men desværre er den uden forløsning og håb.

NEDTUR FOR SKUESPILLER
Filmen og skuespiller Michael Keaton vil uden tvivl blive overøst med mange priser ved diverse filmfestivaler. Det er der ingen tvivl om, da fortælleteknikken og skuespillet er både anderledes og forfriskende.

Instruktøren leger med virkemidlerne, og især er det fascinerende, efter nogle minutter, at opdage, at kameraet laver, hvad der ligner en konstant, flydende bevægelse, i ét langt klip. Eller, i hvert fald har man forsøgt at opnå den illusion, at filmen består af ét langt kameraklip.

Samtidig med denne fascinerende fortælleteknik, er der flere fine lag i historien: Der er blandt andet historien om en mands nedtur, og der er historien om et lille teaters kamp for at leve og overleve. Flere lag, blandet ind i hinanden.

Man kan sige, at i "Birdman" spiller Michael Keaton på mange måder sig selv. "Birdman" handler om skuespilleren Riggan, som blev berømt ved at spille superhelten Birdman i tre film. Men efter disse film forlader Riggan superheltekarakteren for at fokusere på teaterskuespil, men karakteren Birdman forlader ikke ham! Riggans liv har været på deroute længe, lige siden konen forlod ham, og her, i "Birdman", er vi på vej mod slutningen af derouten – og hans tidligere karakter, Birdman, følger og forfølger ham i hans tanker og forestillingsverden.

At Michael Keaton på en måde spiller sig selv i "Birdman" skyldes, at han jo netop selv blev berømt for at spille superhelten Batman, i Tim Burtons 1990’er-udgave af historien. Og mange har ment, at siden han slap denne rolle, efter to film, har Keaton været på deroute og ikke haft ordentlige roller.

Skal jeg finde noget dansk at sammenligne med, så minder "Birdman" om en blanding af Tom Kristensens "Hærværk" og Per Flys TV-serie Forestillinger.

Når alt dette er sagt, så har filmen et problem.

Jeg håber da, at den får gode priser på diverse filmfestivaler, men som jeg ser det, så er problemet med historien i "Birdman", at der intet som helst forløsende er over den. Det er ned ad bakke, fra start til slut. Riggan er ude i en deroute, og uanset hvem han taler med, og uanset hvem han spiller op imod, så er der intet lys, intet forløsende forude. Kun karakteren Birdman, som en indre (dæmonisk) stemme, der siger, at hvis han bare vender tilbage til sin Birdman-rolle, så vil alt blive godt.

"Birdman" er en sørgelig historie, hvor man efterhånden opdager, at det jo kun er negative tanker og løsninger, Riggan mødes med. Forløsningen mangler. Også da filmen slutter. Også selv om filmen slutter på en måde, som jeg tror, mange vil applaudere: En "værdig" afslutning vil flere formentlig kalde det. Men nej, der er intet værdigt eller reelt forløsende i det, han vælger at gøre.

"Birdman" er en stor oplevelse, hvad visualisering og fortællekunst angår. Men helt grundlæggende er det en historie uden forløsning og håb. En deroute, som jeg desværre – uden at afsløre slutningen – tror, at mange vil bifalde.

---