Big Fish

Af: Ruben Due Lorentsen
Edward fortæller sin søn utrolige historier fra sit liv. Men hvad er sandt, og hvad er opdigtet?

Til sit bryllup må William Bloom for 117. gang høre sin far, Edward (Albert Finney), fortælle om dagen, da William blev født. Den dag fangede Edward nemlig en kæmpe malle i en af Alabamas floder. Eller var det mon genfærdet af en tyv? Den blev i hvert fald fanget med Edwards vielsesring som madding, for mallen var under alle omstændigheder en hun, og dem fanger man ifølge Edward bedst med guld og løfter. William er så træt af at høre på sin fars historier, at han efter brylluppet ikke snakker med sin far før tre år senere, da Williams mor (Jessica Lange) ringer og siger, at faderen er ved at dø af kræft. Edward kan dog berolige William med, at han i hvert fald ikke skal dø af kræft, for han mødte engang som ung en heks (Helena Bonham Carter), i hvis glasøje man kunne se sin død, og den var for Edwards vedkommende noget mere sprudlende end at dø af kræft.

Og sprudlende har Edwards liv været. I tilbageblik (med Ewan McGregor som den unge Edward) følger vi Edwards liv, fra han finder ud af at han er bestemt til noget stort, igennem tre års gratis arbejde hos Amos Calloway (Danny DeVito) i dennes cirkus, hvor lønnen er lige fra at lære navnet på den pige, han har udset sig som sin kone, og til utrolige opgaver under Korea-krigen. William tror ham ikke over en dørtærskel, men Williams kone (Marion Cotillard) synes godt om den gamle, charmerende mand og vil gerne lytte til historierne. Langsomt finder William dog ud af, at måske er ikke alt, hvad Edward har fortalt, løgn, men bare en måde at gøre sit liv lidt mere farverigt på.

"Big Fish" er måske den første af Tim Burtons film, der tæller "Batman", "Batman Returns", "Edward Saksehånd", "Sleepy Hollow" og "Mars Attack"!, der har et nogenlunde seriøst tema. Der er ingen overnaturlige væsner (kun fantasimonstre) og ingen superhelte (udover dem historiefortællingen skaber). I bund og grund handler filmen om, hvorvidt man kan – og skal – tro på det, man får fortalt. For selvom noget virker uvirkeligt kan det sagtens være sandt.

William har mistet troen på sin far, fordi ingen har fortalt ham, hvor meget af faderens historier, der rent faktisk er virkelighed. Måske fordi ingen andre end Edward ved det, og måske har Edward fortrængt det til fordel for sin egen version af historien. Under alle omstændigheder gør det William utryg, fordi han ikke kan gennemskue om historierne bare er til for at sløre for et eventuelt dobbeltliv.

Tim Burton tog imod tilbuddet om at instruere (oprindeligt skulle Steven Spielberg have gjort det) efter at hans egen far var død (2000). Burton var flyttet ind hos bedsteforældrene i en alder af 12, og kunne derfor forholde sig ganske godt til det gennemgående tema i "Big Fish": hvor meget ved du egentlig om dine forældre. Burton formåede her at lave en film, der blev ganske vel modtaget, med fire Golden Globe-nomineringer og én Oscarnominering.

Til refleksion
Hvor godt kender du dine forældre/hvor godt kender dine børn dig?

Hvor godt skal ens familie kende hinanden?

Er det i orden, at Edward bruger fantasihistorier, når han fortæller William om sit liv? Også selvom han ikke fortæller den reelle version?

---