Biernes hemmelige liv

Af: Anette Hedager Nielsen
I 1960'ernes Amerika flygter den hvide 14-årige Lily fra sin far, der ikke elsker hende. Hun søger efter kærlighed hos tre sorte søstre, som hun midlertidigt bor hos.

Den hvide 14-årige Lily, dygtigt spillet af Dakota Fanning (Charlottes tryllespind, Dreamer), har som 4-årig ved et uheld skudt sin mor. Faderen viser ingen kærlighed til Lily og straffer hende for det mindste. Deres sorte hushjælp, Rosaleen (Jennifer Hudson), vil til byen for at få stemmeret. I mødet med nogle hvide racister ender det i slagsmål, og hun kommer på hospitalet.

Lily har et billede af en sort madonnafigur, som var hendes mors, og bag på den står der et bynavn. Hun bestemmer sig for at flygte dertil og overtaler Rosaleen til at tage med. De kommer til et lyserødt hus, hvor der bor tre sorte søstre. Den ældste, August, er biavler, den sure June er lærer og spiller cello, og den yngste, May, bliver ked af det, når hun oplever svære ting. Straks de ankommer til huset, stikker Lily en løgn om, at hun er forældreløs, for, som hun senere siger, "jeg er bange for, at sandheden vil ødelægge alt". August er klar over, at Lily bærer på en hemmelighed, men hun er tålmodig og lader det tage den tid, der skal til, før Lily vil åbne sig for hende.

Et af filmens temaer er om, at det er en basal nødvendighed at føle sig elsket, men at det kan tage tid at opbygge en tillid, der gør det muligt. Lily siger på et tidspunkt: "Jeg ønsker bare at være elsket." Da hun betror August sin hemmelighed, ses hendes skyldfølelse, og hun siger: "Jeg kan ikke elskes." August svarer, at "det er en forfærdelig ting at leve med nu, men du kan elskes."

Derudover behandler filmen racismen, som levede i fuldt flor i 1960'erne i Amerika. Lily bliver forelsket i den sorte medhjælp Zack. Men på grund af raceadskillelsen er det næsten på forhånd udelukket, at det kan blive til noget. Tilgivelse er også et vigtigt tema. June har valgt ikke at tilgive. Hun vil ikke unde sig selv glæde - hun tør heller ikke sige ja til ægteskab. Da Lily spørger August om, hvorfor hun har malet huset lyserødt, svarer hun, at hun har gjort det for at glæde May. For "nogle ting er ikke så vigtige, men at glæde nogen, dét er vigtigt".

I det lyserøde hus er der en stor træfigur af en sort madonna. Flere gange kommer nogen fra omegnen og beder til den, og man fornemmer, at det betyder noget i dagligdagen. Der er mange positive elementer i dette, hvis det er filmens måde at synliggøre troen på, men det kommer til at ligne madonnatilbedelse, hvilket er betænkeligt set fra et luthersk synspunkt.

Filmen er lavet efter romanen af samme navn, skrevet af Sue Monk Kidd. I bogen er der mange flere sammenligninger med Lilys liv og den fantastiske måde, et bistade fungerer på. Mange sætninger er taget direkte fra romanen, men Lilys desperate forsøg på at finde ud af, om faderen taler sandt, når han siger, at moderen var ligeglad med sin 4-årige datter, har en anden drejning i filmen end i bogen. Lily siger til August, at sådan gør mødre ikke - altså forlader sit barn. "Hvorfor giftede mine forældre sig, hvis de hadede hinanden efter et halvt år?" spørger Lily. August svarer, at "folk kan godt begynde med at være på én måde, og når livet er færdigt med dem, er de endt med at være fuldkommen anderledes."

Til refleksion
Lily fortæller løgne, fordi hun er bange for, at sandheden ødelægger alt. Kan det forsvares?

Find eksempler i filmen, der afspejler, at dét at vise opmærksomhed til en anden gør en forskel.

Det, folk har med i livsbagagen (tænk fx på faderen), er med til på godt og ondt at præge deres handlinger.

---