Beslutningen

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den franske regering brugte jøderne som led i en handel med den tyske besættelsesmagt. 16. juli 1942 blev 13.000 jøder indsamlet - heriblandt 4.000 børn.

Endnu en film om anden verdenskrig. Og det bliver ved med at give mening med alle disse film. Denne gang er handlingens omdrejningspunkt den 16. juli 1942 i Paris. Tidligt om morgenen gik en hær på 9.000 fra politiet og militæret i gang med at indsamle jøder i Paris. Godt 13.000 personer - heraf ca. 4000 børn - fik de fat på. De stuves sammen i sportshallen Vel D'hiv nær Eiffeltårnet. Her får de nogle dage en kummerlig tilværelse uden vand og sanitære forhold, indtil de sendes videre til en interneringslejr i Frankrig - kun for senere at blive sendt til udryddelseslejre i Polen. Dog nåede mange jøder at flygte i tide, eller de undgik at blive taget, fordi de blev hjulpet og skjult af parisiske borgere.

Begivenheden er en stor sort plet på Frankrigs rolle i krigen. Den franske Vichy-regering var så antisemitisk indstillet, at den brugte jøderne som led i en handel med den tyske besættelsesmagt. Politiet gjorde det, de fik besked på og indsamlede jøderne, så tyskerne kunne overtage dem. Det er prisværdigt, at der nu tages hul på selvransagelsen. Ud over "Beslutningen" er den samme begivenhed også temaet i romanen Sarahs nøgle, der er filmatiseret som De kaldte hende Sarah.

Historien er godt fortalt. I dagene op til den 16. juli møder vi de jøder, der bor i et boligkompleks. Et par af familierne kommer vi særlig tæt på, og dem følger vi filmen igennem. Der er et stærkt og troværdigt persongalleri med drilleri, omsorg, fjendskab og kærlighed. Der er drømme og håb, og også megen naivitet i forhold til den voksende antisemitisme. Kun få kunne forestille sig, hvor slemt det ville blive. Der findes film om anden verdenskrig, som er mere knugende end "Beslutningen". Udryddelseslejrene bliver kun omtalt i denne film. Trods det er der god grund til en censur på 15 år.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Roselyne Bosch, der er journalist, har brugt fem år på research. Hun siger, at det har taget tid for hende som ikke-jøde at sætte sig ind i forholdene. Her har produceren Alain Goldmann, hvis famlie flygtede den 16. juli 1942, været en hjælp. Roselyn Bosch's styrke er at skildre jødernes troskyldighed, og hjerteløsheden hos militæret og de fleste af de franske politifolk - og i sær hos de franske politikere. Hun giver ingen forklaring på, hvorfor det kunne gå så galt, men selve historien er fortalt stærkt og medrivende. Ved at lægge særlig vægt på børnene, fremtræder det hele endnu mere uretfærdigt og grotesk.

Instruktørens evne til at krydre det hele med små, humoristiske indslag, gør filmen ganske sympatisk, selv om emnet er grufuldt og autentisk. Men det øger også vores sympati for de personer, der lider. Der er et solidt tag om kamera og klipning. Flere gange krydsklippes mellem de stakkels jøder og de hårdhjertede politikere på en måde, som sætter det hele i relief. Har man været i Paris er det muligt at genkende nogle af stederne, hvor der er optaget on location. De indledende scener i sort-hvid ser ud til at være autentiske filmklip, som gradvist går over i farvefilm. En effekt, der er brugt flere gange. Nogle scener med Hitler fra sin Ørnereden virker ikke overbevisende og tilfører ikke historien noget.

Religion spiller en naturlig rolle. Den katolske kirke hjælper flere af jøderne. En af hovedpersonerne er en protestantisk troende præstedatter, der er med i hele filmen som sygeplejerske, spillet af Mélanie Laurent (Koncerten). Jødernes tro skildres sympatisk. Der er tankevækkende replikker undervejs, som da en jødisk dreng siger: "Hvis Jesus kommer igen nu, så skal han også gå med jødestjerne."

Jean Reno (Da Vincy Mysteriet) spiller en jødisk læge, som er en af de markante hovedpersoner. Han gør det - som mange af de andre skuespillere - rigtig godt. Nogle af scenerne har krævet rigtig mange statister. Der er i det hele taget ikke sparet på hverken kulisser eller andet. Det er en film, man ikke lige bliver færdig med, og som vi gerne vil se igen.

---