Beowulf

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Animationsfilm fremstillet efter næsten samme princip som Gollum i "Ringenes Herre". Og man kan tydeligt se, at Anthony Hopkins spiller Hrodgar og Angelina Jolie dragen.

Actionbraget "Beowulf" er en rigtig god anledning til at minde sig selv om, at der er en grund til, at man som filmbruger skal være kritisk over for de massive sansebidrag, man udsætter sig for i biografmørket. For selv tilsyneladende harmløse film som "Beowulf" kommer med en bagage – med et verdensbillede eller et perspektiv på ting, der synes uvæsentlige, men som ikke nødvendigvis er det.

Man kan sagtens nyde en film og være kritisk på en gang, for film er jo skabt for at underholde, inspirere og være tankevækkende. Men man skal ikke tro på,alt, hvad der står i avisen, og på samme måde skal man ikke deponere sit hoved i biografens billetluge. Slet ikke med en film som "Beowulf", som netop mest ser ud til at være et par timers popcornbaseret underholdning, hvor man slår alting fra.

Året er 502. Kong Hrodgar (Anthony Hopkins) hersker i Danmark i sin borg ved den bjergrige vestkyst. Desværre for kongen hærges hans land af monstret Grendel og dets ækle dragemor. Men der er håb for Hrodgar, hans gæve, mjøddrikkende mænd og hans smukke hustru Vealtov (Robin Wright Penn). Helten Beowulf (Ray Winstone) er på vej til Jylland for at udrydde monstrene og skabe fred. Om ham skal der skrives heltekvad, og hans navn skal skrives ind i historien som en stor krigsherre og befrier. Men Beowulf skjuler sandheden om sin sejr over uvæsnerne og må derfor ikke alene kæmpe mod dragen, men også mod sin egen dæmon.

Det siger næsten sig selv, at den altid eventyrlystne instruktør Robert Zemeckis ("Tilbage til fremtiden", Forrest Gump, "Contact") har taget sig et par historiske friheder eller 10 i skildringen af Danmark år 502. Udover de allerede nævnte geografiske unøjagtigheder er kristendommen tilsyneladende også allerede ved at vinde indtog ved hoffet, her 300 år før Poppos jernbyrd i Jelling. Og, nåh ja, så er der det med monstret og dets dragemor, spillet af Angelina Jolie. Jo, Angelina Jolie er faktisk en guldbeslået, nøgen drage i Jylland. En rænkesmedende, fæl én, og hendes planer er skumle og grumme. Hun er tillokkende og ulækker på en gang. Og altså – splitterravende nøgen. Spørg mig ikke, hvad det tjener historien, for jeg aner det ikke.

Problemet opstår i filmens tale om den helt, der efterspørges. Kristus Jesus afvises, for "guderne kan alligevel ikke gøre noget, vi ikke selv kan klare", som det siges. Den Kristus-troende i filmen er kongens absolut mest utiltalende hofsnog, den eneste der vover at stille spørgsmålstegn ved vor helts maskuline ydeevne. Nej, det danerne har brug for i år 502 er en helt. Et menneske, der kan rydde op. Ikke gudernes overtroiske vrøvl og tingeltangel, men et ordentligt mandfolk. Kristus gør mænd til nogle skvat og martyrdøden til noget latterligt halløj, der mangler den potens og viljestyrke, som Beowulf besidder. Derfor har den nye "romerske" gud intet at skulle have sagt i Hrodgars Danmark, for Danmark har jo Beowulf.

Det mest overraskende ved "Beowulf" er teknikken. Filmen er faktisk en animationsfilm, som er fremstillet efter næsten samme princip som figuren Gollum i de tre Ringenes Herre-film. Der er altså tale om tegnefilm, men man kan tydeligt se, at Anthony Hopkins spiller Hrodgar og Angelina Jolie dragen. Det er lidt pudsigt at se stjerner som disse i en tegnefilm, og det er bestemt ikke kun vellykket. En ting er, at den småbuttede Ray Winstone, som spillede gorilla i The Departed og brillerede i hovedrollen i "The Proposition" pludselig har fået en atletisk og spændstig krop. Men til tider ligner skuespillerne uheldige og underligt døde voksudgaver fra Madam Tussauds – eller for kvindernes vedkommende ligner de dukker – lidt som de ufrivilligt skræmmende børn i Zemeckis' Polarekspressen. Ideen har nok været den, at placerede man eventyret om Beowulf i et animeret univers, ville de forskellige drager og monstre se mere realistiske ud – og ville i hvert fald ikke adskille sig synderligt fra menneskene. Det virker skørt. Man har jo lavet filmen alligevel med skuespillere og hele pivtøjet, og det giver for denne anmelder ingen mening, at man ikke har valgt at gøre, som Peter Jackson gjorde det med "Ringenes Herre" og blot ladet enkelte figurer være computeranimerede. Her virker det ikke overbevisende, særligt ikke i visse af kampscenerne, hvor den ellers imponerende grafik kommer til kort og dele af animationen bliver stiv.

Og netop computerspilanalogien er nok det mest slående ved "Beowulf". Selvom historien baserer sig på en ældgammel myte er det legende element altid nærværende. Det hele er jo kun for sjov. Men hvis det er det, hvorfor er det så nødvendigt at gå i flæsket på den kristne tro på den måde og fortælle os, at mennesket i virkeligheden klarer sig bedst uden Gud?

---