Bel Canto

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En gidseltagning i Peru i 1996 har inspireret til denne film med overraskende mange humoristiske scener. Temaet er, hvordan en gruppe reagerer, når de ufrivilligt skal leve på et begrænset område.

ET FEEL-GOOD GIDSESLDRAMA

Et angreb på den japanske ambassade i Lima, Peru, den 14. december 1996 endte med et gidseldrama, som kom til at vare 126 dage. Angrebet blev foretaget under en storslået fest med mange internationale gæster. En marxistisk oprørsgruppe (MRTA) gik efter at tage Perus præsident til fange, men han havde meldt afbud. De 14 militante oprøreres krav lød på, at alle de politiske fanger i Perus fængsler skulle løslades.

Da den amerikanske forfatter Ann Patchett så nyhedsudsendelserne fra Lima, inspirerede det hende straks til romanen Bel Canto, som udkom i 2001. Den blev en international bestseller og findes også på dansk med samme titel. Ud fra en Google-søgning ser det ud til, at romanen i flere detaljer forholder sig frit til de historiske begivenheder. Romanen blev forsøgt filmatiseret i flere omgange, men først i 2018 blev det gennemført. Det er helt sikkert ikke et forsøg på at lave en dokumentar eller et politisk statement, men resultatet er trods alt så vellykket, at vi var på vej mod den fjerde stjerne.

Fokus på fællesskabet
Det er kendetegnende for Ann Patchetts romaner, at de handler om en gruppe meget forskellige mennesker, der af en eller anden grund er tvunget til at leve sammen indenfor et begrænset område. Da hun så mediedækningen af gidseldramaet i Peru, var det som at opleve en af sine egne romaner, har hun fortalt. Filmen er da også først og fremmest et studie i, hvordan mennesker reagerer individuelt og som gruppe i en presset situation. Vi blev overrasket over, hvor humoristisk historien var i mange scener. Der er venskaber og endda romancer på kryds og tværs. Også mellem gidslerne og oprørerne.

Rollerne er besat med en lille gruppe kendte skuespillere og så en hel del lokale fra Sydamerika. Den verdenskendte fiktive operasanger Roxanne Coss (Julianne More) spiller en meget central rolle. Da Julianne Moore ikke er operasanger, mimer hun til Renée Flemings sang. Et par andre hovedroller er japaneren Hosokawa (Ken Watanabe) og gidselforhandleren (Sebastian Koch). De gør det naturligvis udmærket, men de stærkeste skuespilpræstationer kommer fra de mere ukendte skuespillere. I filmen taler de forskellige karakterer heldigvis deres "eget" sprog, så vi hører både japansk, spansk, indiansk, engelsk og måske et par sprog mere. Underteksterne fungerer fint.

Sjov og rørende
Som dagene går, udvikler gidsler og gidseltagere mere og mere sympati for hinanden. Det kommer der en del sjove og rørende situationer ud af. Især får musik og sang en central rolle. Der bruges tid på at beskrive gidseltagernes fortvivlede baggrund for aktionen, mens magthavernes diktatur mest kommer frem i korte hårdhjertede markeringer. Filmens egentlige skurk er præsidenten, som vi ikke ser meget til. Generelt er der egentlig ikke fokus på politik.

En katolsk præst spiller en vis rolle undervejs. Han skildres sympatisk, og kristendommen får dermed en positiv plads. Filmen rejser ikke større etiske, politiske eller religiøse spørgsmål. Den ønsker at vise, hvordan mennesker under vanskelige vilkår trods alt formår at støtte og hjælpe hinanden. Selv de hårde ledere af oprørsgruppen bløder op undervejs. Det er ikke en film med happy ending, men der er mange feel-good-elementer undervejs.

---