Becket

Af: Johan Schmidt Larsen
Kong Henry II udnævner sin gamle ven til kansler og ærkebiskop for at bevare sin magt over kirken. Og da er scenen sat til et psykologisk drama af format.

I disse tider med et stigende antal computeranimerede film med masser af action og hurtige klip er det en fryd at se en film, som giver sig tid til at fortælle sin historie. En film, hvor kameraet roligt og gennemtænkt panorerer over skuespillere og statister, og hvor klippene er få, men velvalgte.

I 1100-tallets England overrasker kong Henry II (Peter O'toole) befolkningen ved, som modtræk mod kirkens voksende magt, at indsætte sin ven Thomas Becket (Richard Burton) som kansler. Og da kongen senere også udnævner sin ven til ærkebiskop af Canterbury, får han sig en overraskelse. Thomas Becket chokerer alt og alle, da han gribes af troen og begynder at forholde sig kritisk til kongens beslutninger. Det store spørgsmål er, om Henry II er villig til at ofre sin elskede ven for at bevare magten og redde sit kongedømme?

Edward Anhalt modtog en Oscar for bedste manuskript. Han og instruktøren Peter Glenville har formået at skabe en unik og troværdig atmosfære bag kirkens og klostrenes tykke mure. Desuden er kostumer og scenografi præget af en detaljerigdom, som er ganske usædvanlig. Medvirkende til det flotte helhedsindtryk er også, at den nyudkomne dvd er en flot restaureret version.

"Becket" er en film med noget på hjerte. Filmens klassiske plot viser kampen mellem to tidligere venner og svirebrødre, som ikke bare bliver modstandere, men fjender. Styrken ligger ikke blot i en elementært spændende historie, men ligeså i det psykologiske spil mellem kongen og ærkebiskoppen, der tidligere var sin herres loyale tjener og følgesvend.

Peter O'toole er ikke mindre end fremragende i sin fremstilling af Kong Henry II. En konge, som det ene øjeblik længes efter sin tidligere vens støtte og trofasthed, for i næste øjeblik at være opslugt af vrede, sindssyge og skuffelse over, at vennen valgte at sætte sin tro og loyalitet mod Gud højere end lydigheden mod kongen og den verdslige magt.

Richard Burton formår med sin underspillede og intelligente stil at fremstille en Thomas Becket, som nok er loyal mod sin herre, men som inderst inde kæmper med skyld og vanære over, at han hidtil har svigtet både sine egne og sit folks idealer.

Filmen viser et højspændt politisk drama mellem kirken og kongemagten. Men set med nutidige kristne og kirkelige briller rejser filmen nogle nærgående spørgsmål om, hvordan vi kan være kirke i vores tid.

Hvor befinder kirken sig, og ikke mindst folkekirken, set i forhold til staten og den politiske magt? Er kirken havnet i et politisk og økonomisk fangenskab, som stækker dens muligheder i at være en levende og troværdig kirke, som er lys og salt i verden? Med Thomas Beckets omkostninger i mente, kan man spørge: Tør nutidens kristne træde i karakter og danne modkultur på områder, hvor det evt. kan koste afsavn, status og privilegier? Eller for nu at spørge - og svare - med et citat af Jesus: "I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trædes ned af mennesker."

Filmen fortjener mindst fire stjerner og får den femte for dens relevans for vores tid.

---