• STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd

  • DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray

  • SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc

  • THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

Tema

21.09.2007

Barnet

Af: Henrik Højlund
En usentimental film om et ungt forældrepar, hvor faren vil sælge deres nyfødte for at skaffe penge.

Skulle man en aften være i humør til noget andet end action/thriller/gys/sjov-film, så anbefaler jeg på det allerstærkeste vinderen af guldpalmerne i Cannes i 2005 "Barnet" ("L'Enfant"), instrueret af de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne.

Det er en komplet usentimental, men dybt bevægende film om et hverdagsdrama i en trøstesløs storby i Belgien. Førhen kaldte man den slags socialrealisme, og de fleste tænkte: "gab". Og som sagt, har man kun tålmodighed til tjuhej og tjubang, så er det nok ikke filmen. Men for alle andre vil det være en film, det tager tid at ryste af sig igen.

Den 18-årige Sonia har fået barn med sin 20-årige kæreste Bruno. Brunos interesse for det forestående faderskab har været minimal. Han er mere optaget af, hvor muligheden for næste lille gevinst kan være. Kærligheden mellem de to er ægte, men også mærkelig barnlig. Der er så at sige kun nu'et, øjeblikket. Hvad der sker i morgen er ikke specielt vigtigt.

Dog, et barn kalder på andre fornemmelser. Hos den unge mor. Ikke hos faderen. For ham er barnet en blindtarm, som kan blive siddende. Eller skæres af, alt efter hvad der nu passer bedst. Eller bedst kan betale sig. Og netop det sidste sætter dramaet i gang.

Den evigt pengejagtende Bruno får et tips om, at barnet kan bortadopteres for en betydelig sum penge. Om Sonia er med på det, skænker han ikke mange tanker. Uden hendes samtykke fikser han adoptionen og er pludselig en næsten velhavende mand.

Hans smarte handel bliver skæbnesvanger. Sonias tillid til Bruno lider et så voldsomt knæk, at ikke engang tilbagebringelsen af barnet kan gøre det godt igen. Dertil kommer de voldsomme problemer, Bruno efterfølgende løber ind i med kriminelle adoptions-mellemmænd og siden hen politiet. Nedturen er total. Bruno går helt til bunds. Men idet han går til bunds, begynder der at vokse noget nyt frem i ham. En fornemmelse af at måtte stå til ansvar for sit liv.

Skildringen af denne nedtur kombineret med voksende selvindsigt og ansvarsfølelse er skildret, så man tror på det hele vejen. Lige til den helt vidunderlige, forløsende slutscene i fængslet, hvor Sonia og Bruno omsider mødes igen.

Der er altså mere på spil end at give et socialrealistisk billede af virkeligheden. Historien har et alment budskab om at træde i karakter, stå ved skyld og ansvar og derfra kunne øjne muligheden af en nyt og rigtigere liv. På den måde kan filmen minde en hel del om den engelske instruktør Mike Leighs lige så fremragende film om helt almindelige menneskers temmelig udsigtsløse liv, som alligevel rummer overraskende håb om noget bedre (f.eks. "Sandheder og løgne").

Skuespillet er fænomenalt troværdigt. Billedsiden kan minde lidt om dogmefilmene: tilsyneladende nærmest videooptagede scener fra det virkelige liv, som hele tiden understreger historiens karakter af hverdagsdrama, som det kunne have fundet sted i en hvilken som helst europæisk storby lige uden for vores vinduer.




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer