Bænken

Af: René Brorson
I Per Flys første Danmarkskarakteristik følger vi drankeren Kajs kampe mod både fortidens og nutidens mange dæmoner.

Dette fantastiske personlige drama, som er den første af Per Flys tre film om det klasseopdelte Danmark, kunne uden brug af den store forkromede fantasi sagtens være fortsættelsen af den tredje film i Danmarkstrilogien: Drabet. Man kunne godt forestille sig hovedpersonen i "Drabet" ende, hvor Kaj er endt i "Bænken" på samfundets bænk for udstødte, som alle på en eller anden måde har mere eller mindre virkelige lig i lasten, som de er nødt til at begrave ved at lagre hukommelsen i sprit.

I "Bænken" lever Kaj sit eget stille liv sammen med kammesjukkerne ved byens bænk. Dagen bruger Kaj på at indtage en masse alkohol, og natten bruger han på at sove rusen ud. Sådan går dagene i ring, og fornemmelsen er, at det har de gjort i mange år. Engang imellem sender kommunen vennerne ud i noget samfundsarbejde, men Kaj passer ikke godt ind i det system. Han kan ikke lide at blive hundset med og har alt for længe sprunget over, hvor gærdet synes lavest, så han holder ikke længe i de forskellige jobs.

En dag dukker en ung kvinde, Liv, op i etagebebyggelsen, hvor Kaj bor. Med sig har hun sit barn, Jonas, og sammen er de på flugt fra Livs voldelige partner. Kaj og kammeraten Bo gør deres bedste for at tage sig af Jonas. Da Kaj til sin store forskrækkelse finder ud af, at Liv er hans egen datter, som han på grund af fortidens kvaler bevidst har kappet båndene til, får Kaj for en tid vendt op og ned på sit liv. Kold tyrker, oprydning og normal hverdag bliver dagsordnen, men da Liv gennemskuer Kaj og finder ud af sandheden, vælter hans verden igen, og situationen spidser for alvor til.

Da jeg så filmen, sad jeg med en mærkelig fornemmelse. For det første af at have været vidne til en af de bedste skuespilspræstationer i Danmark, jeg kan huske. Jesper Christensen fik med "Bænken" for alvor sit gennembrud. Han gør det ganske enkelt fremragende. På samme tid sympatisk og frastødende. Jesper Christensens karakter kravlede ind under huden på mig og efterlod et solidt aftryk, som jeg umiddelbart ellers kun husker få andre har gjort (Cathy Bates i rollen som inkarneret ondskab i filmen "Misery"; Robin Williams i rollen som den gode læge og lærer i Patch Adams og Døde Poeters Klub; Ashton Kutcher som fortidsjagende teenager i "The Butterfly Effect").

På den anden side sad jeg med fornemmelsen af at have fået et indblik i en verden, som jeg egentlig godt ville have været foruden. Kajs liv skildres så realistisk og barskt, at jeg ved filmens afslutning var meget rystet. Jeg har for år tilbage været genbo til en "bænk", men jeg anede ikke, at brugerne af bænken kæmpede den slags kampe.

"Bænken" er en super skildring af et stykke fortrængt Danmark. Den er absolut ikke for sarte sjæle og er ikke den typiske film til en hyggelig lørdag aften. Den er tankevækkende frem for underholdende. Alvoren overstråler legen. Tragikken er massiv på bekostning af komikken. En voksen filmoplevelse!

Anden film i trilogien er Arven.

---