Backrooms

Af: Christian Riis Jensen
Fra uhyggeligt internetfænomen til det store lærred. Filmens billede, farver, musik, lydeffekter og håndholdte kamerasekvenser skaber en atmosfære, som de færreste gyserfilm ville kunne lykkes med.

LOVENDE INSTRUKTØRDEBUT 

”The Backrooms” startede som del af en internet horror-trend ved navn ”creepypasta”. Det er et fænomen, som opstår, når et særligt uhyggeligt billede eller videoklip bliver massedelt og inspirerer andre til at digte videre på det, indtil det udvikler sig til en internetomspændende viral trend. Det mest kendte eksempel er ”Slender Man”, det langlemmede monster i sort jakkesæt uden ansigt, som der endda blev lavet film og spil om.

Filmens instruktør, Kane Parsons, er kun 20 år gammel, hvilket gør ham til filmstudiet A24’s yngste filminstruktør nogensinde. At A24 har valgt at investere i en så ung og uerfaren instruktør, kan forklares med, at Parson de sidste 4 år har etableret sig som en af de mest talentfulde instruktører inden for gysergenren. Det gjorde han på YouTube, hvor hans serie af ”found footage”-kortfilm, inspireret af internet horror-trenden ”The Backrooms”, har fået adskillige millioner visninger. Både fans af gysergenren og andre gyserfilmsinstruktører er ellevilde med Parson og investerede i den retning, som han er ved at tage gysergenren i.

Fra internetfænomen til det store lærred
Filmens største udfordring er at tage tematikkerne og kendetegnene fra kortfilmsserien og oversætte det til spillefilmsformat, uden at noget går tabt. Især når ”found footage” oftest lever sit bedste liv i kortfilmsformat. Parsons serie af amatørkortfilm fik især deres popularitet på grund af videoernes helt unikke atmosfære, og den er helt ekstraordinært veludført i ”Backrooms”. Filmens billede, farver, musik, lydeffekter og håndholdte kamerasekvenser skaber en helt unik atmosfære, som kun de færreste gyserfilm ville kunne lykkes med så gennemført. Især de håndholdte kamerasekvenser er, hvor filmens tematik virkelig brillerer.

Det er til gengæld manglen på den spænding, som blandt andet det håndholdte kamera giver, der gør den sidste tredjedel af filmens spilletid en anelse langtrukken. Luften går af ballonen, og det bliver en smule rodet. Det ukendte er blevet mere kendt, men historien vil gerne efterlade seerne på en cliffhanger med endnu flere åbne ubesvarede spørgsmål. Samtidig virker det som om, Parson har så meget mere at tilføje til ”Backrooms” mytologien, at det bare bliver kastet lidt ind hist og her.

Det er i høj grad filmens to hovedroller Clark (Chiwetel Ejiofor) og Mary (Renate Reinsve), der med deres fantastiske skuespil bidrager med en nødvendig tyngde til historien. Selv i et par scener, hvor manuskriptet føltes en smule uinspireret, kunne underholdningsværdien reddes af fænomenalt skuespil. Clark er allerede så emotionelt ustabil en karakter, at den bedste underholdning faktisk består af ham, der oplever alt det, der gemmer sig i ”Backrooms”.

---