Babylon

Af: Niels Christian Askholm
Tempo, fest og filmsets. Damien Chazelles mesterlige periodedrama inviterer dig ind bag kulisserne i 1920’ernes Hollywood og ind i selve filmen som idé.

HOLLYWOOD 

Damien Chazelle elsker Hollywood! Instruktøren, som for alvor slog igennem i 2014 med mesterværket Whiplash, havde to år senere stor succes med Hollywoodmusicalen La La Land. Med "Babylon" cementerer Chazelle sin kærlighed til den sprælske bydel i Los Angeles og samtidig sin egen status som respektindgydende Hollywoodinstruktør.

Sex, drugs and jazzmusik
Periodedramaet "Babylon" tager afsæt i Hollywoods spæde alder i slutning af 1920’erne og starten af 30’erne. Vi følger primært udviklingen hos tre karakterer i den rutsjebanetur datidens Hollywood, nu tilbyder dem. Nellie LaRoy (Margot Robbie) er den fødte stjerne (hvis hun selv skulle sige det) og Manny Torres (Diego Calva) brænder for at komme ud og gøre en forskel på et filmset. Tilfældigheder og svineheld samt en smule hjælp fra superstjernen Jack Conrad (Brad Pitt) gør det muligt for de spirende talenter at nå til tops. Men storhed står for fald og med lydfilmens indtog i 1927 får stumfilmsskuespillerne LaRoy og Conrad svært ved at opretholde deres stjernestatus.

Tempoet er højt. Humoren er både latrinær, morbid og plat, men det fungerer. "Babylon" portrætterer en tid i filmbranchen fyldt af ekstravagantisme, excentrisk og hedonistisk livsstil, en periode hvor vildskab og vulgaritet buldrer derudaf i en rus af alkohol og stoffer til lyden af forførende jazzmusik. Af samme årsag bør nogle kristne filmfans måske nok fravælge filmen. At instruktørens uforbeholdne fascination af filmbranchens ofte nådesløse produktionsmiljø står i stærk kontrast til et kristent livs- og menneskesyn er næsten unødvendig at gøre opmærksom på.

Koreograferet kaos
Selvom filmen, modsat "La La Land", ikke er en musical, så skinner Chazelles forkærlighed for det musikalske så ganske glimrende igennem. Hans musikalitet ses i både cinematografi og klipning. De ultrakoreograferede og tempofyldte festsekvenser, som ved første øjekast kan virke klaustrofobiske og forvirrende, udmunder alligevel i en tilfredsstillende rytmisk mosaik. Det samme gør sig gældende, når vi bliver inviteret ind bag kulisserne og bag kameraerne på de forskellige filmset. Her hersker tilsyneladende kaos, men et koreograferet et af slagsen, som i sidste ende udmønter sig i alle de velkonstruerede og smukke film, som vi nyder at sidde og se.

En hyldest til filmen som idé og folkene bag som foreviger den
"Babylon" indeholder en kritik af filmbranchens kynisme og filmarbejdernes arbejdsforhold, men filmen er først og fremmest en kæmpestor hyldest til alle på filmsettet, og det de gør for at skabe glædelige stunder for millioner af mennesker på tværs af landegrænser og kulturer. Et arbejde, som samtidig giver endeløse ekkoer. For selvom Ingrid Bergman er død for mange år siden, kan hun med et par klik tone problemfrit og nærværende frem på vores store fladskærme hjemme i stuerne. Og selvom alle på filmsettet er glemt og borte, så lever idéerne og historierne videre i en til stadighed udviklende cyklus. Gentagelser produceret af det ideologiske babelstårns-monster, vi kender som Hollywood, der ufortrødent fortærer talenter for at skabe underholdning for masserne.

I'm singin' in the Rain
Idéen og gentagelsen illustrerer Chazelle så eminent ved sangen Singin' in the Rain. Vi ser uropførelsen i 1929 og til sidst i filmen ser vi originalbilleder fra musicalfilmen "Singin' in the Rain" fra 1952, som genbruger sangen og titlen. Samtidig handler "Singin' in the Rain" (1952) netop om Hollywoodtiden fra stumfilm til lydfilm. På legende vis genskaber Chazelle i løbet af filmen fortællingen fra den originale S"ingin' in the Rain"-film som en væsentlig del af Babylonfortællingen i en metaforisk og smuk hæder til filmmediet.

Babylon er et fremragende filmværk, som mange filmelskere bør se. Fem kæmpestore stjerner.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---