Baby Driver

Af: Christian Riis Jensen
En adrenalinpumpende kupfilm om chaufføren Baby, der gerne vil ud af den kriminelle løbebane. Baby hører altid musik, som dermed fungerer som soundtrack.

ADRENALINPUMPENDE BILJAGT-MUSICAL

"Baby Driver" er en kupfilm fra en ny original vinkel. Hovedpersonen Baby er en ung fyr fanget i en kriminel verden, hvor han arbejder en gæld af som chauffør hos bagmanden Doc, når der skal flygtes fra gerningsstedet. Baby er et geni bag et rat og derfor Docs 'lucky charm', fordi han er egnet til stressede situationer i høj hastighed med politiet i hælene. Baby har altid høretelefoner i ørerne på grund af sin tinnitus, som han har haft siden han var barn, så musikken, han hører, fungerer også som soundtrack i filmen. Baby falder hurtigt for den søde servitrice Debora, der arbejder på hans stamcafé. Baby vil gerne ud af den kriminelle løbebane, men har svært ved at holde sine to verdener adskilt. Doc truer med at gøre skade på Debora, hvis ikke Baby fortsætter med at køre for ham.

Komponeret action
Filmen er genial, for den tager en helt ny vinkel på kupfilm-temaet. Et af de vigtigste underholdningselementer i filmen er musikken. Baby hører musik næsten hele tiden, både fordi det holder hans tinnitus væk, men også fordi det får ham op i gear. Bogstaveligt talt. Baby timer sin kørsel med musikkens tempo og beat, samt at klimaks i numrene altid medfører nogle vilde manøvrer og tricks fra hans side. Derved kommer musikken til at få en vigtig rolle i handlingen og virker på en måde næsten som om filmen er en musical.

Filmen forholder sig realistisk, men det gør ikke bilscenerne mindre vilde. Det arbejde, filmfolkene har lagt i at klippe scenerne, skinner igennem, når små ting, som f.eks. et pistolskud, er timet perfekt med musikken på tilfældige tidspunkter i og uden for bilen, uden at det forekommer fremtvungen. Skuddueller mellem de kriminelle og politiet bliver næsten til symfonier, hvor der ikke er nogen musik i baggrunden, men hvor skuddene danner rytme.

Store navne
Filmen er spækket med store navne, hvoraf nogle skal have stor ros, mens andre nemt går over i glemslen. Ansel Elgort, der spiller hovedpersonen Baby, har taget et stort skridt fra teenagedramaer over til hårdkogt action. Det gør han uden problemer og endda til den store klapsalve. Han spiller en tavs karakter, som egentlig ikke siger så meget, da han for det meste har høretelefoner i ørerne. Men det er gennemført og ikke til at sætte en finger på, når han så siger noget, og det kropssprog han har, når ikke han gør. Jonn Hamm, der spiller det kriminelle bandemedlem Buddy, gør det ekstremt godt, da han går fra at være den forelskede turteldue med Eiza González, og det eneste bandemedlem med forståelse og venlighed over for Baby, til at være hævnlysten og aggressiv i et raseri rettet mod Baby. Til gengæld har jeg ikke meget ros til Kevin Spacey eller Jamie Foxx, der begge har haft utroligt velspillede roller i andre film, men som ikke spiller særligt bemærkelsesværdigt i denne film. Jeg var endda en smule skuffet, da Kevin Spaceys karakter Doc i scenen, hvor det er meningen, at han skal virke emotionel og overtalt til at hjælpe Baby og Debora med at stikke af, men hvor han virker flad og mindre overbevisende.

 

 

---