Babettes gæstebud

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Af: 06
Babettes gave til det fattige præstehjem i Vestjylland i 1800-tallet er et overdådigt festmåltid.

At leve et liv og blive den man er, kan være et vanskeligt projekt, selv for en kristen, der må vide sig tilgivet. Livet indebærer det ene valg efter det andet. Mange søger vejledning og hjælp til at finde ud af, hvor de skal gå hen. Og hvad med Gud dér midt i livets planer? Hvor er han – og hvad vil han, at jeg skal gøre? Hvilket job? Hvilket studie? Hvilken ægtefælle?

At være skabt er at være begavet med personlighed, skønhed, værd og talent. Livet er at forvalte det, man har fået givet – både fødselsgaverne fra Gud såvel som den tilgivelse eller nåde, man må vandre i. Nok har Bibelen mange gode og sande råd om, hvordan man skal leve sit liv; men livet er menneskets eget og med dét ansvaret for at træffe valg og favne konsekvenserne. Er der ikke også noget med at talent og skæbne forpligter?

Alt dette er blot en bid af, hvad der rummes i Gabriel Axels nu 20 år gamle filmatisering af Karen Blixens novelle "Babettes Gæstebud". Filmen varslede dansk films guldalder og vandt helt fortjent en Oscar for bedste udenlandske film. Den er stadig en perle uden sidestykke i den danske filmskat; både fordi den er et filmteknisk overraskende enkelt værk, men også fordi den indeholder en dybde og på samme tid en alvor og en humor som er sjældent set på dansk film. Eftersom filmen på rollelisten har nogle af de gode gamle, nu afdøde skuespillere, der også var i stald hos Carl Th. Dreyer, kan man måske endda sige, at filmen bygger bro mellem dansk films fortid – og nutid.

Filmen foregår i sidste halvdel af 1800-tallet. I et lille kristent samfund ved den jyske vestkyst lever de to ældre søstre Fillippa (Bodil Kjer) og Martine (Birgitte Federspiel). Som præstedøtre blev de opdraget af deres aldersstegne far, der ikke blot var præst, men også profet, og som grundlagde en from kirkelig retning, der var "agtet, men også lidt frygtet", som det hedder.

Søstrene mødte i deres ungdom to mænd, der - betagede af deres skønhed og talent - ønskede at tage dem med ud i den store verden, men søstrene sagde nej og valgte at blive hos deres far. Deres liv blev viet til at tjene Gud igennem en asketisk livsførelse og drage omsorg for de syge og fattige. Hvad der kunne have været et eksklusivt liv ved det svenske hof eller på operascenerne i Paris blev et liv i øllebrødens tegn i det allermest vestjyske.

En stormfuld septembernat banker det på døren. Det er den franske Babette (Stéphane Audran), som er flygtet fra de borgerkrigslignende tilstande i Paris. Hun har mistet alt, men gennem en ven, hvis minde om en af de smukke søstre har vist sig uforglemmeligt, er hun nået til Vestjylland og kan ikke andet end at anråbe om barmhjertighed og hjælp. Det må være andre menneskers nåde eller den visse død for hende. "Babette kan lave mad", hedder det, og Filippa og Martine tager hende til sig som kogekone og husbestyrerinde. Babette arbejder gratis, men passer huset med stor flid og indgår i det lille samfund med fynd og klem. Hun bliver en respekteret og elsket figur. Og hun lærer at lave klipfisk – og øllebrød.

Pludselig en dag kommer der bud fra Paris. Babette har vundet den store gevinst på sin gamle lotteriseddel – det er et under. Da det nærmer sig 100-årsdagen for præstens fødsel beslutter hun sig for at bruge sin formue på at give en middag for den stadig mindre flok af disciple, der ærer mindet om deres store mester. Af de to ængstelige søstre får hun lov til at give sit gæstebud - ud af taknemmelighed for deres gæstfrihed og omsorg for hende gennem årene. Søstrene nøler og bekymrer sig over, at noget så lukullisk skal hænde dem i deres livslange askese – men Babette får lov. Også søstrene føler, at de står i en taknemmelighedsgæld til Babette, der har tjent dem. At en fransk middag så måske ikke helt er i fars ånd, det forsøger de med et tavshedsløfte at komme overens med sammen med de andre i den lille menighed.

Der er stor nænsomhed i måden, det lille kristne samfund skildres på. I Blixens novelle var det at finde på den norske vestkyst; i Axels filmatisering er handlingen henlagt til den danske vestkyst. Der hintes utvivlsomt til "de missionske", men hverken novelle eller film gør sig decideret lystig over fromheden, men behandler den enkle, enfoldige tro med, hvad der nærmest kan betragtes som ærbødighed. De troende er nok ikke de skarpeste knive i skuffen, men de dyrker deres Gud med ærligt hjerte som de jævne mænd og kvinder, de er. De troendes skærmydsler er nok komiske, men aldrig grinagtige, for der hersker ingen tvivl om oprigtigheden, og hvis man er i tvivl, må man konstatere, at de hellige søstres liv nok taler stærkere end deres (få) ord.

Filmen ønsker at diskutere de valg, vi som mennesker træffer, og konsekvenserne af dem. I en sand blixensk ånd kastes der også lys over kunsten som noget, der vælges til. Fortællingen sætter kunsten ind i en kristen ramme, hvor den bliver til velsignelse – og dermed måske endda finder et nyt udtryk, som er mere sandt. Det æstetiske bliver på sin vis etisk, for at bruge Kierkegaards begreber.  – Og det på trods af at kunsten også bliver fravalgt i filmen, navnligt af de to søstre.

For det er ikke meningsløse valg, de to præstedøtre har truffet; tværtimod har de med deres liv viet til at hjælpe de fattige bragt en mening og en sandhed ind i deres liv, som de muligvis ville have været foruden, hvis de var gået en anden vej. Filmen accepterer deres valg, forstår dem; og måske kan man se Babettes fest som en art velsignelse af de to søstre: De valgte rigtigt, selvom de valgte kunsten fra. Det, de valgte til – næstekærligheden –, viste sig at være endnu stærkere. Og dog: Længslen efter livet, som det kunne have været, findes endnu i dem. Valgte de rigtigt?

Babette, som tvunget af omstændighederne har måttet forlade sit kald og ikke på samme måde har haft et valg, lever sammen med søstrene i en enkel strenghed i mange år. Det er ikke nødvendigt med overdådighed eller luksus; tværtimod gøres en dyd af enkelheden i dagligdagen. Det er for Babette en uventet og ny virkelighed. Også hun må vende sig om og finde ro i at være en tjenestepige, som ikke har mulighed for at dyrke sin kunst, for den sættes der ikke pris på. Hun må ved håndens arbejde vælge at være til gavn og glæde, for det handler livsindholdet om for hendes to værtinder. Babette må lære, at kunsten ikke blot er at udføre sit talent, men hvor og hvordan det udføres. Babette, der før huserede blandt denne verdens rigeste og mest begavede, må lære at være noget for den fattige. Da hun endelig få lejlighed til at vise, hvad hun kan – og hvem hun egentlig er – er det på en ny baggrund. Hun er blevet en ny Babette.

Det bliver ikke blot et enkelt gæstebud blandt mange for Babette; men hun giver alt, hvad hun ejer, for at få lov til – en sidste gang – at lade sin kunst føre ordet til velsignelse for mennesker – men også for Babette selv, der får lov til at være den, hun engang var – før al øllebrøden. Hun får lov til at sige tak og til at lade den velsignelse regne, som hun mestrer. Denne aften kan hun lade nåden lyse over de, der har viet deres liv til at vise andre hen til Guds nåde i ord og gerning. Men nåden er mere end en belønning; den lyser ufortjent på hver eneste synder med et klarhedens lys, i hvilken tilgivelsen bor, og hvorfra modet til at leve livet udspringer.

For gæsterne rummer middagen også et møde med livet, som det formede sig for dem. Også for de to døtre bliver Babettes gæstebud et vendepunkt; et sted, hvor man vejer livet på evighedens vægt, hvor fortidens beslutninger vurderes – hvor livet kort og godt står og falder med, om man traf den rigtige beslutning.

Der er mange bibelske referencer i filmen, ikke mindst i selve gæstebudet. Lignelsen om manden, hvis gæster aldrig dukkede op, og som derfor måtte invitere dem, der kunne opspores på gader og stræder, er en klar reference. Der sidder de jævne folk og spiser andægtigt den velsignede gode mad fra Paris' bedste kok uden helt at forstå, hvilke kulinariske mesterværker, de fortærer. Godheden, der regner over dem, er for dem ubegribelig, men dog sanser de at den er god. De er gæster i et nådemåltid, der forløser noget i dem, såvel som i Babette selv. Babettes gæstebud bliver som en nadver eller et kærlighedsmåltid, og under tak og undren må mennesker gå til og fra bordet. De sanser at det er godt, uden helt at have ord for, hvad det er, der er hændt dem – netop som en nadver. "Halleluja," som den tossegode Christopher må mumle. Måltidet lærer dem at forstå, at nåden er grænseløs. Hvordan skulle man ellers forklare, at noget så vidunderligt skulle hænde dem?

"Babettes gæstebud" er en tidløs, vidunderlig, morsom og tankevækkende rejse ind i eksistensens inderste. At være menneske handler om at turde leve med konsekvenserne og i tro gå ind under Guds nåde. Hvad nåde er i blot et lille perspektiv, giver "Babettes Gæstebud" på uforglemmelig vis et glimt af. Filmen lærer os, at der er tilgivelse og nåde at få, selv der, hvor man skal træffe valg, man har svært ved – eller som viser sig at være forkerte. Filmen fortæller os, at Guds kærlighed er større end de valg, vi træffer; og at hans nåde rækker til endnu en dag. Det er godt at se for enhver, der måtte have glemt, hvad nåden er!

Spørgsmål
Traf søstrene de rigtige beslutninger? Hvordan vurderer man egentlig essensen af et livs beslutninger?

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du skulle træffe et afgørende valg – hvad gjorde du? Hvordan ser du selv på den beslutning, du traf?

Prøv at læse Johannesevangeliet kapitel 13-16. Her taler Jesus til disciplene samme aften som nadveren blev indstiftet. Hvad siger den tekst dig om hans nåde? Er der nogle perspektiver fra teksten, du kan genkende i filmen "Babettes gæstebud"?

---