Avengers: Age of Ultron

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Med et par tusind robotter og en 7-8 hovedpersoner er der slåskamp nok til alle, når alle de vildeste superhelte i Marvels univers mødes til en 2'er, hvor de også finder plads til lidt dybde og budskab indimellem.

NÅR SKURKENE BLIVER FOR NEMME, MÅ MAN LAVE DEM SELV
Hele Avengers-holdet er tilbage i storform. Iron Man, Thor, Hulk, Black Widow, Hawkeye og lederen, Captain America. Med hver deres styrker, evner og punchlines stormer de frem i en velkoreograferet forsvarslinje for at nakke nogle slemme robotter. Bag de mange slåskampe og eksplosioner kradser filmen i spørgsmål om vores forståelse af bl.a. sikkerhed, frihed og frygt.

På en mission for at erobre Lokes magiske stav træffer Avengers det "sokovianske" tvillingepar, Maximoff, som overrasker holdet med deres evner inden for enorm hurtighed og telepatisk kraft. Tony Stark (fra Iron Man) påvirkes af telepatien, og i et frygtscenarie ser han verdens og Avengers' ødelæggelse. Det efterlader ham med ønsket om at skabe et ultimativt forsvarsvåben mod kommende trusler. Trods modvilje fra Bruce Banner (fra "Hulk") og med hjælp fra Lokes stav skaber de en kunstig intelligens, Ultron, som ganske overraskende viser sig at være ond.

At orkestrere seks hovedpersoner samt en skurk, et par ekstra superhelte, et hav af bipersoner, kendt fra tidligere Marvel-film, og samtidig holde en stram historiefortælling er en svær kunst. Ikke desto mindre klarer Joss Whedon manøvren ganske godt endnu engang – en evne han muligvis har taget med fra sin karriere med tv-serier. At hver karakter med sine forskellige evner alle er berettigede i Avengers-gruppen bliver ligeledes skarpt præciseret.

Visuelt er der vanen tro ikke sparet på effekterne. Særligt fascinerende er slowmotionscenerne, hvor hele superhelte ensemblet deler øretæver ud i hver deres udgave, mens de springer buk over hinanden. Sammenholdt med de lige så ikoniske og sikkert udførte komiske scener, som igen er klassisk for Marvel: fuld af referencer til tidligere fortællinger.

Filmen er fyldt til overflod af temaer og budskaber, men er der ét overordnet, så må det være frygt og sikkerhed. Det virker til, at Whedon forsøger at adressere den støt voksende frygt for terrorisme og den mulige respons til denne. Da Tony Stark beslutter sig for at skabe den fredsbevarende kunstige intelligens, citerer han den britiske premierminister Neville Chamberlain: "Peace in our time." Hvilket han som bekendt sagde i 1938 efter at have tegnet en ikke-angrebspagt med Hitler. Stark erkender nok selv ironien, da han siger det, men vandrer alligevel mod sit mål med skyklapper, drevet af frygten fra den falske virkelighed, han mødte i Sokovia, hvor han så de andres død (ifølge ham selv, fordi han må have fejlet). Derfor ønsker han nu en verden, hvor sikkerheden er styret af en ufejlbarlig kunstig intelligens, og her skal man jo ikke have set specielt mange science fiction-film for at vide, at det ræsonnement ender i en konklusion om, at den bedste måde at beskytte menneskeheden på er at udslette den. Vi tror, Whedon spørger om, hvor langt vores overvågningssamfund er fra sådan en virkelighed, hvor personlig frihed ofres for falsk tryghed.

Den eneste joke, som biografpublikummet ikke fangede, var et klistermærke i cockpittet på flyvemaskinen med påskriften "Jarvis is my Co-Pilot". Jarvis er den "gode" kunstige intelligens, vi kender fra de andre Avengers- og Iron-Man-film. Det er en parodi på en udbredt amerikansk bumper-sticker, der lyder "Jesus is my Co-Pilot." Og det er her, det bliver nemt at blive bagklog som kristen, for selvom Jarvis for naturvidenskabsmanden (og Tony Stark og Joss Whedon) virker noget mere kompetent som Co-Pilot, så bliver filmens spørgsmål jo netop i sidste ende, hvor man så vil placere sin tryghed, hos Jesus eller Jarvis?

---