Australia

Af: Carsten Riis Jensen
En visuelt betagende film, som behandler temaer omkring kærlighed, racisme og et helt lands historie med både humor, alvor og drama.

Lad det være sagt med det samme: Jeg slugte filmen "Australia" råt og nød hvert minut af den. Det er en visuelt betagende film, som behandler temaer omkring kærlighed, racisme og et helt lands historie med både humor, alvor og drama.

Instruktøren, Baz Luhrmann, er selv australier, og det er tydeligt, at filmen er en kærlighedserklæring til landet og en alvorlig moralsk og politisk opsang til den megen ondskab, der har foregået i landet, vedrørende forholdet til aboriginals og – især i denne film – de såkaldte "cremede", dvs. børn af aboriginalmødre og hvide fædre.

Baz Luhrmann har en helt særlig evne til at skabe fascinerende film. Han kan noget med lys, farver og kameraføring, som er helt speciel. Det ses fx i den fascinerende "Moulin Rouge" fra 2001, og i den moderne, opdaterede udgave af "Romeo & Julie" fra 1996.

I "Moulin Rouge" spiller Nicole Kidman hovedrollen, og det gør hun igen, og rigtig godt i "Australia". Hun spiller her over for en af tidens hotteste mandlige skuespillere, Hugh Jackman, som de fleste vel kender fra X-Men filmene.

Historien i "Australia" udspiller sig ved begyndelsen af anden verdenskrig. Lady Sarah Ashley hører til de rige i England og bruger sin tid på at ride heste. Hendes mand er i Australien og passer efter sigende på den kvægfarm, de ejer der, ved navn Faraway Downs. Sarah Ashley mistænker sin mand for ikke at passe farmen, men at bruge tiden på kvinder. Derfor tager hun en beslutning om at tage den lange tur til Australien, for at opsøge sin mand og sælge farmen. Da hun ankommer, møder hun et liv og en verdensdel, hun umiddelbart intet har til fælles med. Hun bliver hentet i lufthavnen af en lurvet kvægdriver, Drover, som kører hende til farmen. Her finder hun sin mand, dræbt af et spyd, som umiddelbart ser ud til at tilhøre en aboriginal.

Det viser sig, at farmen står midt i et større politisk og økonomisk spil, i kamp mod landets største kvægindustri, som ønsker Faraway Downs væk fra markedet. Sarah Ashley beslutter sig imidlertid for at kæmpe for farmen, og hun slår sig sammen med Drover, og en ung aboriginal dreng – en "creamy" – om at drive 2000 kvæg til havnen i byen Darwin. Da kvæget endelig, efter en farefuld rejse, ender i Darwin, begynder en endnu større sag, denne gang koncentreret dels omkring den ondskabsfulde udnyttelse af aboriginalbørn, kaldet "den glemte generation", og dels omkring japanernes bombning af Darwin, februar 1942.

Der er forskellige lag i filmen. Baz Luhrmann har dels ønsket at gøre opmærksom på udnyttelsen af aboriginalbørn – noget som skete åbenlyst fra midten af 1800-tallet og helt frem til 1973. Derudover har han ønsket at fortælle en vigtig del af verdenshistorien, set fra et australsk perspektiv, og endelig har han naturligvis villet rette biografgængernes fokus på det smukke kontinent, Australien.

Teknisk og visuelt er det en stor fornøjelse af se filmen "Australia". Luhrmann har en evne til at skabe store og betagende billeder, og han vælger en farvesætning som på én gang er en blanding af naturfarver og overdrevne, næsten tegnefilmsagtige farver. De mange kamerapanoreringer rundt i det australske landskab er betagende.

Derudover har "Australia" det særpræg, at historien gør brug af en god bid humor. Sine steder minder filmen om en blanding mellem "Mit Afrika" og "Crocodile Dundee". Underlægningsmusikken og dele af handlingen nærmer sig enkelte gange slapstick, men afløses så straks af det større drama, omkring en aboriginaldreng (Nullah), en grådig kvægfarmer ved navn Fletcher og bombningen af Darwin.

Der er endnu et vigtigt tema i filmen, og det er betydningen af at have en historie at fortælle. Gang på gang taler især Nullah om, hvor vigtigt det er at fortælle historier. At have en personlig historie at fortælle og at gøre noget for, at ens livshistorie bliver fortalt rigtigt fra begyndelsen. I filmen "Australia" er det først og fremmest landets oprindelige befolkning, der får en stemme og en historie. Og det er i sig selv en vigtig historie at fortælle.

---