Armadillo

Af: Mikael Arendt Laursen
Krig er i virkeligheden en rigtig barsk affære. Denne film giver dig et glimt af denne virkelighed set med danske soldaters øjne - live fra Afghanistan!

Helmand, Afghanistan 2009. Danmark er i krig mod Taleban, og hvert halve år sendes en ny gruppe danske soldater de ca. 5.000 km mod sydøst for at være en del af den internationale ISAF-styrke i det krigshærgede land. Taleban blev afsat fra magten i Afghanistan i 2001, men siden da har de kæmpet som en oprørsstyrke mod de udenlandske soldater i landet.

I "Armadillo" følger vi en gruppe danske soldater fra før udsendelsen, og til de kommer hjem til Danmark igen. Vi får nogle få glimt af deres træning i Slagelse, udsendelsesfesten og afskeden med familie og venner i lufthavnen. Filmen tegner et fint billede af det dilemma, som soldaterne står i, når de på den ene side gerne vil ud og bruge deres uddannelse i praksis, men på den anden side hører og ser, at deres udsendelse er svær at tackle for de pårørende. Det siges ikke direkte, men hæfter man sig ved fx en af fædrenes øjne i lufthavnen efter den endelige afsked med sin søn, så ser man tydeligt frygten for, at dette var sidste gang, han så sin søn i live.

Teknisk set er der tale om en meget flot film, hvor lyd, musik og billeder hele vejen igennem smelter sammen til en sanseoplevelse i høj klasse. Særligt lagde jeg mærke til de scener, hvor der er helikoptere i luften - meget, meget flot filmarbejde! Og det samme kan siges om de glimt af landet Afghanistan, som vi får med. Ingen tvivl om, at teamet bag "Armadillo" kan deres kram.

Handlingen fortsætter efter ankomsten til den britisk/danske lejr Armadillo i Helmandprovinsen i Afghanistan med at vise soldaterne i deres hverdag. Fire vinkler bliver særligt belyst.

Dagligdagen i lejren, hvor der ofte er meget lidt at lave i meget lang tid
Disse dele af filmen kan opleves som lidt langtrukne, da der i sagens natur ikke sker ret meget. Tonen blandt soldaterne er til tider ret grov, og nogle gange ser vi, hvordan de bruger pornofilm som tidsfordriv. Dette, sammen med en meget heftig scene fra soldaternes afskedsfest, hvor nogle strippere ikke holder sig tilbage, må nødvendigvis være et af mine forbehold over for denne film. Jeg er sikker på, at filmen også her er dokumentarisk korrekt, men disse scener kan klart virke ret stødende på nogle seere. Og når vi nu er ved forbeholdene, så er soldaternes sprog også ganske råt, hvilket måske ikke kommer bag på os. Men det er ikke her, du vil gide at tælle antallet af bandeord!

Forholdet til de lokale civile,
som tydeligvis er i klemme mellem ISAF-styrkerne og Taleban
Set med almindelige danske øjne er denne del af filmen den mest politiske og kritiske. Filmen skildrer et særdeles problematisk forhold mellem soldaterne og de civile afghanere. De lokale vil ikke hjælpe soldaterne, da de vil blive straffet af Taleban, hvis de gør det. Men soldaterne er tydeligvis afhængige af at få denne hjælp, hvis deres mission skal lykkes. Er du skeptisk over for Danmarks indsats i Afghanisatan, så vil din skepsis ikke blive mindre af at se denne film. En pudsig scene er den, hvor nogle unge afghanere spørger en soldat, om han er jøde eller kristen. Det er tydeligt, at afghanerne er et meget religiøst præget folk, som ikke kender til den kulturkristendom, der er meget udbredt i et vestligt land som Danmark.

Patruljer i området og kamp mod oprørerne
Dette er de dramatiske dele af filmen. Til at begynde med er soldaterne tydeligt uvante med at være ude i direkte konfrontation med en reel fjende. Pludselige skudvekslinger skaber en vis forvirring, hvilket filmen dokumenterer meget ærligt. At være en ægte soldat lærer man først i kamp med en reel fjende. Det er disse scener, der har givet filmen dens høje aldersmærkning, og det er helt berettiget. Vi ser soldater sidde forvirrede og chokerede efter at være blevet såret. Vi ser dræbte talebankrigere blive behandlet meget voldsomt. Og så oplever vi soldaterne forvandle sig til krigere med fokus på at dræbe fjenden. Det er meget voldsomme billeder. Men det giver også et fantastisk billede af, hvad det i virkeligheden vil sige at være en moderne soldat på en mission i fjendeland.

Briefinger efter aktioner og soldaternes reaktion
på tab/sårede i egne rækker og dræbte fjender
Efter hver indsats bliver soldaterne debriefet i lejren. Her er der fokus på to situationer. Når der er tale om sårede eller dræbte kammerater, er stemningen tydeligvis meget nedtrykt. Men de sårede ser tydeligvis sig selv som helte og behandles også som sådan af gruppen. Hjemme i Danmark viser en af soldaterne fx med stolthed et stort ar frem på den ene overarm. Når der er tale om en evaluering af en indsats, hvor der er blevet dræbt talebankrigere bliver stemningen nærmest euforisk blandt soldaterne. Dette er måske i virkeligheden noget af det mest skræmmende i filmen. "Jeg har ikke f ... g ondt af dem overhovedet!" udtaler en soldat, mens en anden fortæller, at han gjorde det endeligt af med en af modstanderne ved at sende 30-40 skud ned i den allerede dødeligt sårede mand.

Hvad kan vi bruge en film som "Armadillo" til? Vi kan bruge den som et billede på, at soldater er en flok drengerøve, der gennem deres indsats kan få et kick af at være i kamp og nedlægge fjenden. Deres liv i lejren er råt og barskt, hvilket helt sikkert vil præge dem for altid. Vi kan også se filmen som et kritisk indslag i den hjemlige debat om Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan. Ikke at filmen som sådan klart vælger side i debatten, men den giver os seere noget at tænke over. Et glimt fra det virkelige liv derude i Helmand, Afghanistan 2009.

Spørgsmål til overvejelse
"All dressed up and nothing to blow!", siger en af soldaterne på et tidspunkt, mens de sidder ude i felten og bare venter og venter på, at der skal ske noget. Hvad siger en udtalelse som denne om soldaternes menneskesyn? Har målet ændret sig i deres bevidsthed, så det ikke længere handler om at skabe fred i Afghanistan, men om at dræbe flest mulige fjender? Burde dét at dræbe fjender være et middel til at nå målet om fred frem for at være et mål i sig selv, eller skal en soldat ikke se det overordnede mål på den måde, men bare løse sin konkrete opgave?

Krig er altid en beskidt affære. Gør dét at blive udsendt som soldat noget ved den enkeltes menneskesyn? En af soldaterne siger på et tidspunkt, at han ikke har større skrupler ved at skyde en talebaner end ved at skyde en hund. Er det nødvendigt at have et så barskt syn på fjenden for at klare sig som soldat i krig? Skal man som soldat hade sin fjende?

Har "Armadillo" ændret dit syn på berettigelsen af, at Danmark er i krig i Afghanistan? Har filmen ændret på din vurdering af, om Danmark reelt kan løse den opgave, som vi er blevet bedt om at løse?

---