Apocalypto

Af: Henrik Højlund
Fortællingen om en stor kultur, der opløser sig selv indefra.

Det var med blandede forventninger, jeg gik i biografen for at se den australske skuespiller og filminstruktør Mel Gibsons nye film "Apocalypto" om Mellemamerikas mayaindianere. Hvad kunne han finde på efter den stormende succes med filmen om Jesu lidelser The Passion of the Christ, som jeg personligt ikke var begejstret for?

Forhåndsomtalerne har talt om et drama, der ikke lod "The Passion of the Christ" og den tidligere Gibson-film "Braveheart" noget efter i blods- og voldsudgydelse.

Det har også været antydet, at filmen rummede et underliggende budskab om vores egen kulturs mulige undergang, måske endog med et endnu mere underliggende, kristeligt budskab om trusler og håb for den kristelige civilisation.

Simpel og medrivende
Jeg må tilstå, at filmen var bedre, end jeg havde håbet. Den er i al sin gibsonske simpelhed et medrivende drama, en "Braveheart" overført på en anden tid og kultur, med en helt, der indimellem tåler det utroligste (hvad tålte Jesus ikke i "The Passion of the Christ").

Langt på vej formår Gibson at fremmane en fornemmelse af autenticitet, så man tror på, at sådan omtrent må indianerne have levet. Som i "The Passion of the Christ" lader Gibson autenticiteten udfolde sig også rent sprogligt. I "The Passion of the Christ" hørte vi ikke ét engelsk ord, kun de omtrent uddøde sprog aramæisk og latin. I "Apocalypto" vækker han en form mayansk til live.

Historisk og blodig
Det siges, at historiske eksperter kun tilkender filmen 25 procents korrekthed. Illusionen virker imidlertid på den ukyndige. Og under alle omstændigheder er grundbilledet af en stærkt voldspræget højkultur af mayaer (og nok i virkeligheden også aztekere) sandsynligvis meget tæt på det historiske forlæg.

Det betyder også, at forhåndsomtalerne har ret: Filmen er blodig. (Dog ikke på samme måde og nær så udpenslet som "The Passion of the Christ"). Indimellem er den blodig på en komplet overflødig måde, der kun tjener til væmmelsen – eller den ubehageligt udbredte, rå latter i biografmørket, som i få sekunder minder én om vores kulturs egen form for forråelse.

Den dybere mening
Noget dybere kristeligt budskab fandt jeg vel ikke i filmen, men tanken om en civilisations mulige undergang er et tydeligt tema i den ellers meget menneskelige, (til tider lidt for) enkle historie. Det bliver klart allerede fra filmens første billede, der ligesom i "The Passion of the Christ" åbner med et citat, der tydeligt angiver filmens dybere mening (i "The Passion of the Christ" var det fra Esajas 53): "En stor civilisation kan ikke indtages udefra, før den har ødelagt sig selv indefra," sagt af den amerikanske kulturhistoriker Will Durant.

I filmens slutscener, som ikke skal afsløres her, forstår man den konkrete, historiske betydning af citatet. Og man forstår også, hvad Gibson mener, når han siger, at han med filmen også har villet fremmane håb.

Eller som filmtitlen siges at betyde: "En ny begyndelse."

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 5, 2007

---