Antwone Fisher

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Marinesoldaten Antwone Fisher har svært ved at styre sit temperament og bliver idømt samtaler med en psykiater. Det hjælper ham til at komme overens med sin fortid og komme godt videre.

Til spørgsmålet om, hvilket budskab filmen har, svarer Antwone Fisher, der har lavet manuskriptet ud fra sin selvbiografi: "At der er håb, selv om man har haft en hård start i livet, og at der er gode mennesker i verden, som man kan have tillid til. Børn behøver voksne."

Afroamerikaneren Antwone Fisher (Derek Luke) er marinesoldat og har svært ved at styre sit temperament. Igen og igen ender det i slagsmål, når han bliver mobbet. Han bliver idømt samtale med psykiateren Davenport (Denzel Washington). Ved de første besøg vil Antwone ikke snakke om sin fortid. Davenport presser ikke på, men efterhånden får vi i glimt fortællingen om en opvækst med omsorgssvigt og overgreb. Allerede 2 måneder gammel kom han på børnehjem, og som 2-årig kom han i familiepleje hos familien Tate. Faren var "en ildspyende præst" i en menighed, hvor der kun kom få. Hos plejefamilien blev Antwone udsat for psykisk og fysisk vold. Han blev ikke kaldt ved navn, men "nigger". Han var der i 14 år. Så fandt han ud af, at han kunne klare sin plejemor og ikke behøvede at finde sig i hendes korporlige afstraffelse. Det førte til, at han blev smidt ud.

Antwone er som ung bange for at knytte venskaber af frygt for at blive svigtet. Derfor er han også bange for at kontakte Cheryll (Joy Bryant), som han er forelsket i. Vennerne mobber ham, fordi han som 25-årig stadig er "jomfru". Der vokser dog et smukt fortrolighedsforhold frem mellem de to, blandt andet fordi han lærer at lytte til gode råd fra sin psykiater.

Gennem konsultationerne bliver Davenport klar over, at Antwone ikke ved noget om sin biologiske familie, og han råder ham til at finde sin mor. Det vil give ham mulighed for at tilgive. Davenport gør også Antwone opmærksom på, at han kan bruge sin vrede konstruktivt i stedet for at slås. Han kan fx gå i motionscenter. "Brug vreden til at blive et bedre menneske," siger Davenport. Antwone får tilbagefald flere gange, men er villig til at arbejde for at lægge fortiden bag sig.

Filmen er Denzel Washingtons debut som instruktør. Den fungerer fint. Man får empati for Antwone Fisher. Vi forstår, hvordan den grusomme opvækst giver sig udslag i voksenlivet. Skuespillerne gør det godt. Derek Luke, som kendte Antwone Fisher i forvejen, havde sin debut i denne film og har siden haft hovedroller i Catch A Fire og Miraklet ved Skt. Anna. Musikken underbygger stemningen i filmen godt uden at være dominerende.

Denzel Washingtons kristne tro slår igennem i filmens menneskesyn. Ingen mennesker er så onde, at de må opgives. Alle bør have en chance i livet. I Antwone Fishers tilfælde kom redningen i form af en meget tålmodig og kærlig mand, der ikke var bange for at give Antwone ansvar for at samle sit eget liv op. Behovet for at blive tilgivet og for selv at tilgive, står stærkt. Plejefamilien er et skrækeksempel på en familie, der kalder sig kristen, men lever meget langt fra kristne idealer. Men sådan var virkeligheden, fortæller Antwone Fisher i et interview. "Jeg har været flink mod dem. De var værre," hævder han. Det er ikke helt let at forestille sig.

Den rigtige Antwone Fisher skriver, at filmprocessen var helbredende for ham. Udover en selvbiografi Finding Fish, har han også lavet digtsamlingen Who will Cry for the Little Boy. Noget af den indgår i filmen.

---