Antichrist

Af: Nicolaj Wibe
Lars von Triers film svælger i vold og sex, men på en underlig måde er den iskold. Ingen forsoning. Kun smerte, tomhed og desperation.

Når man har læst en del anmeldelser af en film, inden man selv ser den, er man forberedt på, hvad der venter en. Sådan også her. Jeg var forberedt på, at her udsættes man for sager, som angiveligt har rystet nok så hærdede anmeldere. Måske derfor blev jeg så skuffet. Jeg havde næsten glædet mig til rystelsen og forargelsen. Men den udeblev. Jeg blev bare forstemt.

Filmen handler om et par, der mister deres lille barn. Det ser vi som åbningsscene, og derefter drejer filmen sig om, hvad sorg kan fremkalde i et menneske.

Det, sorgen gør ved moderen, der har mistet sit barn, er et infernalsk oprør mod tilværelsen, som den er. Sex, kærlighed, skønhed og håb – alt går til i sorgen. Det er et dybt drag af lidelsens bæger. Skænket op af Djævelen selv.

Man tænker så tit, når man ser spektakulære film, at instruktøren godt nok må have en skrue løs i toppen. Det er jeg ikke sikker på, Lars von Trier har. Jeg tror, han ville have befundet sig vel i selskab med Nietzsche. En af nihilismens fædre. Den menneskelige tilværelse har ingen mening og værdi. Gennemskuer man tilværelsen som meningsløs og håbløs, må enden på det regnestykke blive, at livet kun er tomhed og ligegyldighed. "Antichrist" beskriver på det forfærdeligste, hvad dette indebærer. Når sorgen rammer, kan alt ramle.

Filmen svælger i vold og sex. Men på en underlig måde er den så iskold. Det er ikke rigtig vold og sex, snarere desperation. Og dog, sex og vold vil altid være sex og vold – uanset om man ønsker at bruge det som illustration af noget andet.

"Antichrist" har den rigtige titel. Der er intet Gud i denne film. Ingen frelser, intet håb, ingen skaber, opretholder eller glimt af et andet og større liv. Ingen forsoning. Kun smerte og tomhed. Lyder det, som om jeg efterhånden er ved at give filmen en pæn portion stjerner? Jeg har lyst til det. Stjerner for at beskrive, hvor djævelsk livet kan opleves uden at være tæt på Gud. Stjerner for ikke bare at underholde med det meningsløse, men krænge det ud og smide det i hovedet på os. Men den får ikke mange stjerner her. Forklaring følger.

Gad vide, hvorfor anmeldere er blevet så chokerede over "Antichrist"? De har alle set meget mere sex og vold, end der er i denne film. Måske fordi den klasker en enkelt stor sandhed op på lærredet: Meningsløshed! Eller fordi man får et glimt af virkelig gudløshed? Eller fordi det onde i filmen finder en lillebror i vores eget sind? Svaret har jeg ikke. Det er en film, der spiller på strenge, som sammenlagt har melodien: Der er intet at leve for.

Der er nogle, der mener, at "Antichrist" har et kristeligt budskab. Underligt, for kristendom er præcis det modsatte af "Antichrist". Man bliver lidt sulten efter Gud, når man har set den. Glad for at det kristne budskab har så meget power, at selv film som "Antichrist" på ingen måde truer hverken tro eller det kristne budskab.

Lars von Trier har ikke en skrue løs. Og han skal ikke have utak for at vise, hvordan den sande verden og det usminkede liv kan se ud uden Jesus Kristus, som den der bærer al skyld, tager al skam og rækker det evigt gode liv til den, der tager imod. Hvilken modsætning til antikrist!

Når filmen af undertegnede alligevel ikke får mange stjerner, skyldes det primært, at den ene stjerne efter den anden bliver slukket af sex- og voldsscenerne. "Antichrist" er ikke en neutral film, men en film, der gør, hvad den siger. Den udstillede sex og vold efterlader beskueren i tomhed og tristhed. Og hvad skal vi dog bruge det til? Hvorfor dog lade sig lokke ind i ødelæggelsens univers? Sex, som noget af det fine ved menneskelivet, nedskrives til dirrende kød og selvfiksering, og vold bliver et anvendeligt udtryksmiddel. Der er så meget anti-kristendom i denne film, at man kun kan fraråde enhver at se den. Og så hjælper det ikke, at det seksuelle og voldsomme bliver puttet ind i et psykologisk omdrejningspunkt; det bliver det ikke mindre ødelæggende af.

Med fare for at blive gjort til grin, vil jeg slutte af med at sige, at skal vi værne om vores eget seksualliv, så er det på tide, vi igen tør sige til hinanden - og efterleve - at vi skal lade være med at se på al den sex i filmene, for netop ikke selv at ende i det afstumpede, dirrende kødelige og kærlighedsløse lagen-liv. Og så blæs på, at man går glip af så den ene, anden og tredje ellers nok så interessante og aktuelle film. At værne om det gode liv er vigtigere end at følge med i tidens trend.

Se også artiklen Antichrist, kirken og pornografien.

---