Another Year

Af: Michael Agerbo Mørch
Selvom Mike Leigh ikke vandt Cannes-prisen i 2010 for denne film, er den alligevel afsindigt god. Den klogeste og mest inspirerende film længe.

Jeg sidder i skrivende stund og overvejer mit sprogbrug til denne anmeldelse. Jeg vil nødig smadre filmens potentiale ved at bruge termer, der ikke ligger i dens forlængelse. Men; det er simpelthen en helt fantastisk og formidabelt vellykket film! Det er normalt ikke et ord, jeg bruger, men jeg hiver det altså op af gemmekassen: den er vitterligt også morsom!

Mike Leigh (Happy-Go-Lucky, Hemmeligheder og løgne) har i mine øjne begået et både hyggeligt, sjovt og livsklogt mesterværk, som fortjener at blive set af mange og gennemreflekteret af endnu flere. Det er meget længe siden, jeg har set en film, hvor jeg følte at hver eneste scene havde noget konstruktivt at bidrage med i forhold til min egen eksistens og livskamp. Vi er jo alle i gang: vi kæmper, bøvler og skubber på livet - og Mike Leigh er med os. Nuvel, vigtigere skal han heller ikke gøres, men igen: den er altså brandgod.

Filmen er simpelt opbygget. Vi følger det aldrende ægtepar Tom (Broadbent) og Berri (Sheen), der henholdsvis er geolog og psykoterapeut. I deres varme og hyggelige hjem kommer og går der en lind strøm af personer, som har hver deres at kæmpe med. Den kærlighedsdesperate Mary (Manville), drukkenbolten Ken (Wright), sønnen Joe (Maltman) og hans nye kæreste Katie (Fernandez) plus mange flere. Tom og Gerri forsøger at rumme dem alle sammen, og med deres varme lune og lyttende ører formår de at gøre en forskel i folks liv.

At der virkelig er tale om "another year" er helt tydeligt, for livet kører sin stille gang, og selvom tingene flytter sig langsomt i de impliceredes liv, er der ikke megen forandring at spore.

Var det nu en helt normal film, ville man måske forvente en afslutning enten i spænding eller kaos; men ingen af delene opfylder Leigh. Filmen er kort og godt ikke interesseret i letkøbte løsninger, og den troværdighed er meget smigrende i min verden. Det er jo ikke muligt at vende depressioner på en eftermiddag, og selvom et varmt kram og en lækker middag varmer hos den ensomme, redder det jo ikke en skrantende økonomi eller et alkoholproblem. Men selvom Tom og Gerri ikke ser sig selv som helgener med store, forkromede løsninger, er de dog klar over, at de har noget vigtigt at sige ind i disse menneskers liv: de vil dem!

Og her er netop filmens store, teologiske pointe. På samme måde som disse modløse og skæve eksistenser bliver favnet af Tom og Gerri, sådan favner Jesus os skrøbelige og fortvivlede mennesker. Og i det perspektiv må vi også yde hinanden støtte på mellemmenneskeligt plan.

Der er ikke meget fart over feltet, men hvis man tvinger sig selv ned i tempo, er der fantastisk meget visdom at hente i filmen. Og som jeg skrev i indledningen: den er hylende morsom. Ganske enkelt fordi livet bliver taget med et smil. Ikke et dumt og fjollet smil, eller et ironisk og nihilistisk smil; men en glæde over at livet trods alt giver os muligheden for at være sammen. På trods af at vi alle oplever at træde i hundelorten af og til!

En af mine kloge veninder sagde engang: "Det, vi har tilfælles, er vores brudthed." Og netop den kloge pointe formidler filmen fremragende. En del af vejen er løsningen, at vi ser hinanden, lytter og har omsorg for hinanden. Det er opfordring vi alle må tage på os. I familier, menigheder og venskaber.

Når filmen ikke får topkarakter, er det fordi jeg ikke helt kan regne ud, om afslutningen alligevel lægger en ironisk distance til temaet. Som om "det kunne alligevel ikke lade sig gøre, at være så flink …" Jeg kan simpelthen ikke vurdere det. Men se filmen. Den er det værd. Den egner sig både til en Film&Tro-aften, en hyggeaften, et kirkearrangement … Den skal kort og godt bare ses!

---