Alting bliver godt igen

Af: Michael Agerbo Mørch
Grænsen mellem virkelighed og fantasi bliver flyttet, da en mand finder en stak billeder, der viser danske soldaters tortur af afghanske militser.

Christoffer Boe er en af mine favoritter. Med perlefilm som Reconstruction, "Allegro" og den vovede "Offscreen" har han printet sig fast i mit hjerte og givet min filminteresse et løft. Han er en kompromisløs eksperimentalinstruktør, og han leger ubesværet med filmene som medie. Det i sig selv er dog ikke en kvalitet, men modsat mange andre i den boldgade, gør han det uden at være stødende. Der er ikke så megen rå vold som hos Trier. Ikke så meget sex som hos Lynch. Ikke så mange bandeord som hos Tarantino. Osv. Boe er for mig en dejlig niche, hvor jeg får kvalitet, uden at skulle stødes.

Nu er han tilbage med en ny film. En film han har brugt meget lang tid på. Der er gået fire år siden "Offscreen" ramte lærredet, og til han nu endelig kan få vist, hvad han har nørklet med. Og hvor er det godt, han er tilbage. "Alting bliver godt igen" er et forrygende ræs gennem Københavns gader i et melodramatisk thrillerdrama, der er så intens og interessant, at man som tilskuer sidder klistret til lærredet.

Historien er i udgangspunktet simpel nok. Filminstruktøren Jakob Falk (Jens Albinus) er stresset. Han skal have et manus til sin næste film færdig inden ugens udgang, samtidig med at han har sin kones (Jankovic) forventninger at leve op til, for parret venter nemlig på at få godkendt adoptionspapirerne, så de kan hente deres "kommende" lille dreng hjem fra Tjekkiet.

En aften, Falk er på vej hjem, påkører han en mand. Da Falk senere kigger i mandens tasken, ser han, at den er fyldt med billeder af danske soldater, der torturerer afghanske militser. Falk bliver selvfølgelig forskrækket, og han søger hjælp hos sin søster (Paprika Steen), der arbejder for DR. Herefter er historien opadgående proportionel i vanvid og drama.

Jens Albinus er fremragende som Jakob Falk, og det må være hans store gennembrud som filmskuespiller. Hans distræte, trætte, men stadig intense blik er flot spillet. Resten af castet er faktisk biroller, men alle leverer gode præstationer. Specielt vil jeg dog fremhæve Jankovic, som jeg den første halvdel af filmen var lidt tvivlende overfor, men som til slut viser, at hun er en sand vulkan - hende skal man ikke have fingrene i klemme hos.

Som sagt er Boe kunstner, og han tøver ikke med at lægge eksperimenterne ned over denne film, som på papiret er hans mest kommercielle. Manuel Alberto Claro står for fotograferingen, og det er noget af det mest interessante og dristige, jeg har set. Filmen veksler mellem virkelighed og fantasi, og Claro understreger det ved at lade flere vues ud over København ligne filmningen af papir-/dukkehuse. Det er næsten magisk.

Når filmen alligevel kun får fire stjerner, så er det på grund af manuskriptet. Boe har skrevet et frækt og interessant manus, som man kan tolke meget på. Mest af alt handler det om en mand, som er i opløsning, og som derfor sætter paranoiaen i gang. Alt dette er meget interessant, troværdigt og vedkommende. Men han giver ikke mange løsninger.

Livssynet bag filmen er mudret til, og det hele sættes op som et problem, der ikke har en løsning. Det er måske postmodernismens akilleshæl, at den kan sætte ord på alle problemerne, men løsninger har den ikke, eller også er de bare uinteressante. Men for at filmen skal blive det store gennembrud, som den er spået til at få, så skal folk acceptere, at de problemstillinger, filmen sætter op, ikke løses.

Filmen er meget anbefalelsesværdig, og jeg vil nok gense den adskillige gange, både for den spændende historie, det gode skuespil, den mageløse filmning, det flotte set-up osv. Men den lader for mange spørgsmål stå åbne i forhold til fortolkning til, at den helt forløser sit potentiale.

---