Alt det lys vi ikke ser (serie)

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I 1940 flygter en far og hans 13-årige blinde datter til Saint-Malo. Her sender datteren kodede beskeder til modstandsbevægelsen. En tysk radiooperatør et andet sted i byen opsnapper det.

TÆND LYS MOD MØRKET 

Det er modigt at filmatisere en litterær roman, der har vundet mange priser og er blevet en bestseller. Romanen Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er spændende, vedkommende, nuanceret og poetisk vellykket. Netflix har alligevel vovet forsøget, og det er der kommet en miniserie på fire episoder ud af. En miniserie, som bliver vurderet meget forskelligt. Skal filmatiseringen måles på det litterære forlæg, så er den nærmest dømt ude på forhånd. Men skal den vurderes ud fra sine egne forudsætninger, går det bedre. Vi har valgt det sidste. Vores positive oplevelse af serien er nok også farvet af, at vi har besøgt den spændende nordfranske kystby Saint-Malo, der har lagt kulisser til en stor del af filmen.

To teenagere er hovedpersoner
Fortællingen følger to personer, hvis liv begynder vidt forskellige steder, både geografisk og på andre måder. Der er den blinde Marie (som 7-årig i 1934 spillet Nell Sutton og som teeanger af Aria Mia Loberti), hvis far, Daniel LeBlanc (Mark Ruffalo), har et vigtigt job på Naturhistorisk Museum i Paris. Han er ferm på fingrene og har bygget en model af det centrale Paris, som den blinde Marie lærer udenad, så hun kan finde rundt i byen. Da nazisterne i 1940 kommer til Paris, flygter Daniel LeBlanc med sin datter til Saint-Malo, hvor de har familie. Her bygger Daniel også en model af byen. Det viser sig, at familien er involveret i modstandsbevægelsen, og efterhånden kommer Marie til at hjælpe sin onkel Etienne LeBlanc (Hugh Laurie) i arbejdet med at sende kodede beskeder til den amerikanske hær på den anden side af Kanalen. I radioudsendelserne kommer Marie med nogle personlige bemærkninger, inden hun begynder på oplæsningen af en roman, hvor der er gemt nogle kodede oplysninger. Hun siger blandt andet: "I denne mørke tid, hvor byer bliver invaderet, vil jeg prøve at huske, at lys varer for evigt. Mørke varer ikke engang et sekund, når man tænder lyset."

I Tyskland møder vi den forældreløse Werner (Louis Hofmann), der sammen med sin søster Jutta er vokset op på et katolsk børnehjem. Werner interesserer sig for radioer og bliver meget skrap til at bygge og betjene dem. Radioen er både et nyttigt værktøj for den nazistiske propaganda og for modstandsbevægelsens spionagevirksomhed. Hæren hører om Werners evner med elektronikken, og han bliver tvangsudskrevet til en eliteskole for at blive trænet til soldat med speciale i at opspore ulovlige sendere. Ved afskeden fra børnehjemmet lover han Jutta, at han ikke vil lade nazisterne ødelægge hans sjæl. Efter en tur ved Østfronten ender han i Saint-Malo, hvor hans opgave bliver at finde den sender, som Marie betjener. Og så må det være nok om handlingen.

Nuancer og karikaturer
Filmen er flot fotograferet med et poetisk præg, der fint afspejler romanen. Personerne i Maries familie er nuancerede og der er en smuk harmoni mellem dem. Når det gælder Werners verden i militæret, er der ingen nuancer. Nazisterne fremtræder næsten uden undtagelse som karikerede tegneseriefigurer. De er onde og hysteriske i en grad, så det er svært at tage dem alvorligt.

Filmen er - ligesom bogen - fortalt med mange spring i tid og sted. Det giver en god sammenhæng i skildringen af personerne, og det er gjort så elegant, at vi ikke mister tråden i handlingen. Castet rummer mange gode skuespillere. Det er særligt værd at bemærke de to, der spiller Marie som barn og som teenager. Instruktøren var sikker på, at han skulle bruge blinde skuespillere til de to opgaver, og det lykkedes. Dog var der ingen blinde med skuespilerfaring, så Aria Mia Loberti, der har den store og vanskelige rolle som teenageren Marie, hoppede direkte fra studierne på et gymnasium og ind på scenen mellem de erfarne skuespillere. Det klarede hun fremragende.

Der er gjort meget ud af kulisserne. Saint-Malo er en smuk by med smalle gader og en spændende kystlinje med voldsomt tidevand. I krigens sidste måneder blev den heftigt bombarderet af amerikanerne. Det betød, at da byen omsider blev befriet, var der ikke ret mange huse tilbage, som ikke var skadet af det amerikanske artilleri. Når man alligevel har kunnet bruge byen som autentisk kulisse i filmen, skyldes det, at den efter krigen minutiøst blev genopbygget efter de oprindelige tegninger. Alle skuespillerne taler et formfuldendt britisk-engelsk. Det en stor fordel for os, der ikke forstår fransk, og heller ikke for godt kan følge med på tysk. Men det er lidt underligt at høre nazisterne skrige deres befalinger på engelsk, og man skal indimellem minde sig selv om, at de fleste af karaktererne altså er franskmænd i Frankrig.

"Alt det lys vi ikke ser” er kort sagt en anbefalelsesværdig miniserie fra Netflix. Den inspirerer gang på gang til at spejle sig i karaktererne. Den tager flere eksistentielle spørgsmål op. Den  er en æstetisk nydelse meget af vejen. Den er charmerende, og den er spændende nok til at være elementært underholdende. En del af forfatterens mange nuancer er gået tabt, men det kan man nemt råde bod på ved at læse eller genlæse romanen.

Kan ses på Netflix.

---