All is Lost

Af: Johan Schmidt Larsen
En minimalistisk og spændende film om én mands ensomme kamp på havet. Robert Redford er overbevisende i filmens eneste rolle, og han bakkes op af et professionelt filmhold.

MED LIVET SOM INDSATS
Filmens handling er enkel – ja i bogstaveligste forstand minimalistisk. Vi følger en navnløs lystsejler – kaldet "vores mand" - på en yacht alene på havet. Manden spilles med overbevisende indlevelse af den 77-årige Robert Redford, og han er den eneste medvirkende i filmen.

Vi aner ikke, hvem manden er, og hvad der er hans motivation for at begive sig ud på Det indiske Ocean fuldstændig alene. Filmens dialog giver os heller ingen hints i nogen retning. Der er nemlig ingen dialog i filmen - bort set fra en kort introducerende monolog i begyndelsen af filmen, hvor vi hører Redfords stemme i voice-over. Selv om monologen er kort, og ikke røber alverden om mandens baggrund, er den vigtig som en mulig forståelse af filmen.

Kameraet fungerer på en måde som publikums øje - og dermed er man hensat til bare at observere som en slags blind passager. Skal man have noget ud af filmen, må man altså acceptere filmens præmisser: En langsom, men meget intens film, som foregår i en båd med blot en medvirkende. En person, man intet ved om, og heller ikke har nogen anelse om, hvorfor han befinder sig mutters alene på havet.

I filmens begyndelse vågner "vores mand" ved, at hans båd er stødt ind i en stor vildfaren container, som river hul i skroget med det resultat, at vandet strømmer ind i lugaret. Men det er bare begyndelsen på mandens ensomme og desperate kamp for overlevelse. Filmen bruger ingen letkøbte virkemidler, man er bare hensat til at aflæse mandens ansigtstræk og reaktioner på katastrofens stigende omfang, og her yder den aldrende Redford en pragtpræstation godt hjulpet af et meget professionelt filmhold. Gad vide, om ikke der ligger et par filmpriser gemt til hr. Redford eller filmholdet for deres flotte arbejde?

Som sagt: accepterer man præmisserne, er det en fundamental spændende film, hvor man følger med i mandens mangeartede udfordringer og hans stigende desperation over, at hans muligheder for overlevelse langsomt, men sikkert indskrænkes. Man identificerer sig umiddelbart med manden og overvejer, "hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg havnede i lignende omstændigheder?"

Om manden overlever eller ikke, skal jeg ikke røbe, men dramatisk og spændende er det. Filmens afsluttende scene vil nogle seere uden tvivl opleve som et antiklimaks. På mig forekommer den at være genial. Samtidig afslører filmen tilsyneladende, at hvis mennesker bare kommer langt nok ud på desperationens og hjælpeløshedens overdrev, så vil de fleste os henvende os til Gud, vores Skaber.

Filmen er naturligvis et must for alle søfolk og lystsejlere, men vi andre landkrabber kan også have et stort udbytte af at være ombord.

---