Alien: Romulus

Af: Mikkel Søtbæk
Rædsel i det ydre rum hvor friske former vækker grusomt nyt liv til Alien-serien. kampen mellem selvopretholdelsesdriften og offerviljen er røde tråde i filmen.

SUBLIM KOSMISK HORROR 

Den oprindelige "Alien" (1979) blev med gode grunde kultklassiker, som satte nye standarder for gyser- og sci-fi-genren, og ikke overraskende fulgte der mange nye film i samme serie, mere eller mindre heldige, som dog alle stod i skyggen af den oprindelige.

Ny vin på gamle flasker
Med "Alien Romulus" (2024) har serien endelig fået en værdi aftager. Selvom der er gået 45 år (!) siden den oprindelige film, så bygger "Romulus" flot videre på stemningen og den visuelle fremtoning fra den originale film. De pixelerede skærme, maskinelle lyde og tekstbaserede brugsflader skaber velkendte rammer omkring den klaustrofobiske rædsel, som igen er løs i de dunkle gange i rummet. Filmens tempo er mesterligt udstrukket og sjældent er en så trist og dystopisk baggrund blevet tegnet så effektivt omkring en films hovedperson, som her med den unge pige Rain, spillet af Cailee Spaeny, og hendes broderfigur Andy, fremragende spillet af David Jonsson. Med denne tunge baggrund lagt går den store rejse i gang, målet er flugt fra den kolde og evigt mørke minekoloni, som hun kommer fra, til drømmen om solopgangen på en fri verden.

Rejsen mod lyset og frihed førte til fald i mørket
Rejsen leder dog kun Rain, Andy og en lille gruppe unge frihedssøgende minekolonister dybere ind i mørket, til en tilsyneladende forladt forskningsrumstation, som skjuler en grufuld rædsel i sit dyb. Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle, men svælger heller ikke unødvendigt i blod og splat. Instruktøren Alvarez har en fintfølende fornemmelse for skræk og uhygge, hvor lys, lyd og billedmæssig komposition drager seeren ind i gruens centrum.

Det er dog ikke kun selve den visuelle og lydmæssige mesterføring, som skaber rammerne om rædslen. For denne ramme bliver også fyldt op af dybere konflikter og spændinger. Forholdet mellem Rain og Andy, kampen mellem selvopretholdelsesdriften og offerviljen er røde tråde i filmen. For når du flygter fra det evige mørke mod frihedens solopgang, hvilken pris er så ikke værd at betale, og kan den købes så dyrt, at du ender med at miste dig selv?

Omkring disse konflikter, som rejser dybe etiske spørgsmål, strammer de brutale aliens deres net omkring hovedpersonerne, og selvom disse væsner efterhånden er gamle kendinge, så tilføjer "Romulus" nye friske greb på de velkendte monstre. Dog forbliver den grundlæggende uhygge den samme, symbolske repræsentanter for det fjerne og ukendte, for moderløs ondskab, som med vold indplanter sig i det menneskelige offer og i pervers anti-fødsel æder sig ud af brystkassen på sin vært. Denne omvæltning får en hidtil uset kulmination i denne, den seneste, tilføjelse til Alien-seriens rædselskabinet.

Konklusion
Trænger du til gys og gru, så er "Alien: Romulus" et mesterligt komponeret science fiction-eventyr med dybde, hvor utroligt smukke billeder af stjernehimlen og planeters kometbælter danner kontrasten til uhygge i rumstationens trange jerngange. Et flot lyd- og scenebillede, og godt skuespil, opløftet af Jonssons enestående mekaniske gestik, giver derfor et 6 ud af 6 stjerner herfra.

---