Alice in the Cities/Alice i byerne

Af: Michael Agerbo Mørch
En Wim Wenders-klassiker, som ikke helt lever op til den standard, han normalt har i sine film. Filmen er kort og godt for kedelig.

Wim Wenders er en respekteret mand i mit univers. Derfor gik jeg nok også til denne film med et (for) stort håb om, at jeg nu ville blive bjergtaget. Det skete ikke. Filmen var på sin vis meget smigrende, næsten kissemissende i forhold til billedskabning. De flotte sort-hvide billeder, stills, polaroid-billeder osv. var meget forførende. Men selve handlingen er trukket for bredt ud, som når man bliver ved med at rulle pizzadejen ud med kagerullen for at lave den sprødeste bund, og pludseligt flækker den, og man må starte forfra. Det er ærgerligt, for filmen har momenter, som kunne give den særstatus i manges hjerter.

Filmens intro er en kortere odysse gennem USA, set gennem reporteren Philip Winters øjne og ikke mindst et polaroidkamera. Han er blevet sat til at lave en skriftlig betragtning af USA, men får ikke andet ud af fire ugers arbejde end en masse billeder.

På vej hjem til Tyskland møder han Elizabeth og hendes datter Alice. Elizabeth er på vej væk fra sin mand, og "Phil" slår sig ned med de to. Pga. forhindringer i lufthavnen ender det med, at Phil lover at tage Alice med til Amsterdam, mens Elizabeth ordner nogle ting med sin (eks?)mand. Denne tilfældighed ender med at blive starten på et venskab mellem Phil og Alice, for da Elizabeth ikke dukker op i Amsterdam som aftalt, beslutter Phil sig for at ville aflevere Alice hos sin bedstemor. Der er bare ét problem: Alice kan hverken huske, hvad hun selv hedder til efternavn, hvad hendes bedstemor hedder, eller hvor hun bor. Dermed starter en rejse gennem Tyskland, som er alt andet end forhastet, for Phil er ikke en mand med store armbevægelser. Men måske ligger der noget i Alice's måde at betragte verden på, som kan hjælpe ham ud af sin skriveblokering?

Rüdiger Vogler spiller Phil, og det må siges at være en middelmådig præstation. Egentlig er han god som den stille lidt indadvendte Phil, men han er kedelig og sætter sig ikke fast. Anderledes er det med Yella Rottländer, der spiller Alice. Nu er det jo let at blive betaget af børns skuespilpræstationer, men her er der virkelig noget om snakken. Blandt andet en situation, hvor Phil fortæller en godnathistorie, og Alice bliver træt og ukoncentreret. Den måde hendes øjne blinker på, er eminent flot spillet, og hvis ikke hun var træt i virkeligheden, er jeg målløs. Det var meget overbevisende. Senere laver hun også en flot scene i bilen, hvor hun kæmper med at holde sig vågen. Hun er åbenbart god til at spille træt.

Længe var jeg sikker på, at filmen ville blive en yndlings, og at jeg ville anbefale den til alle, jeg kender. Men her bagefter er jeg ikke så begejstret. Som sagt er der gode momenter, men plottet er for trættende, og der er ikke nok spændende temaer og slet intet drama. Måske ligger der noget guld gemt under overfladen, men man skal være villig til at arbejde intenst med tematikken for det. Det er ikke en film, der er let tilgængelig, og de fleste vil finde den decideret kedelig. Som filmkunst betragtet er den jævn, men som underholdning falder den med et brag.

Engle, cowboys og kristne handler om Wim Wenders' film.

---